Der mangler dokumentation for, om udlicitering, frit valgs-ordninger og offentlige-private partnerskaber har den effekt, tilhængerne påstår. KL vil lave database over virkninger af kommunernes udlicitering.
2. september 2008, 23:41 – opdateret 4. maj 2012, 19:59
Hvis man udliciterer alt fra snerydning til ældrepleje, så bliver servicen både billigere, bedre og mere innovativ.
Sådan har tilhængere af øget konkurrence på offentlige ydelser længe argumenteret. Men argumenterne er baseret mere på gæt og overbevisning end på solid fakta, konkluderer rapporten »Konkurrence og offentlig servicelevering«, som offentliggøres i magasinet Resonans i dag.
- Der mangler helt klart mere fakta om, hvad der kommer ud af at konkurrenceudsætte offentlige ydelser. Der er kun ganske få, uopdaterede og ikke særlig håndfaste undersøgelser, og derfor spiller gæt og forestillinger en stor rolle i debatten, siger professor Carsten Greve fra CBS, der står bag rapporten.
Danmark ligger ifølge Carsten Greve i en »mellemgruppe« i forhold til andre landes brug af konkurrence på offentlig service. Men tendensen til at bruge af udlicitering, kontraktsstyring og andre redskaber til at prikke den offentlige sektor i siden med, er tiltagende. Hvor graden af konkurrenceudsættelse på i 1997 var 16 procent på offentlige ydelser, var den sidste år 23,7. Regeringen og kommunernes mål er 26,5 procent inden 2010, og både i strukturreformen og kvalitetsreformen er alt fra udbud til frit valgs-ordninger højt prioriteret.
Nedsæt kommission
Derfor anbefaler professoren, at der nedsættes en »konkurrenceudsættelses-kommission« i stil med velfærdskommissionen eller arbejdsmarkedskommissionen. Opgaven skal være at kaste mere lys over virkningen af øget konkurrence på offentlige ydelser.
- Hvis regeringen synes, at dette (konkurrenceudsættelse, red.) er et interessant område, så må vi have et mere fælles grundlag at diskutere det ud fra. Ellers bliver tilhængere og modstandere bare ved med at slå hinanden i hovedet med små og spredte undersøgelser af, hvor meget man kan spare eller hvad det betyder for arbejdsmiljøet, siger Carsten Greve, der gerne ser både økonomer, jurister, eksperter og arbejdsmarkedets parter inddraget, så emnet belyses fra flere sider.
- Får vi ikke en mere solid faktuel og opdateret viden, så risikerer vi fortsat usikkerhed og forvirring om området, og det kan forhindre reelle skridt i forhold til øget brug af konkurrenceudsættelse, mener han.
Database fra KL
Kommunernes Landsforening (KL) ser gerne mere viden på området, selv om organisationen dog mener, at der findes flere undersøgelser »på mikrobasis«, der peger på en positiv effekt af udlicitering.
- Men vi er enige i, at der skal gøres endnu mere for at se på effekterne af konkurrenceudsættelse. Derfor er vi også tæt på at lancere en ny database, der netop samler de effekter, kommunerne har oplevet, når de konkurrenceudsætter ydelser, siger projektchef Jakob Scharff.
I databasen, der starter som et pilotprojekt med syv kommuner, kan kommunerne systematisk indtaste data om de konkurrenceudsatte ydelser inden for alt fra beskæftigelse til kørsel. Derefter kan effekterne på både pris og kvalitet måles.
- Vi har lavet det for at give de kommunale beslutningstagere et mere faktuelt grundlag, når de skal træffe beslutninger om konkurrenceudsættelse, siger Jakob Scharff.
Udbudsråd
I DI, der længe har været varme fortalere for mere konkurrence, ser man også gerne mere viden på området.
- Konkurrenceudsættelse er kommet for at blive. Man det er rigtigt, at vi mangler nogen, der kan komme med undersøgelser, evalueringer og sætte initiativer igang på området, siger Henrik Friis, der er chef for Offentlig Privat. Han mener dog ikke, at en kommission er nødvendig.
- Der er netop nu ved at blive nedsat et Udbudsråd under Konkurrencestyrelsen. Her kunne man placere opgaven med at samle erfaringer og følge udviklingen, siger Henrik Friis.
I FTF, som professor Carsten Greve har lavet rapporten for, er man mere positiv over for kommissionsidéen.
- Det er et interessant forslag, som vi vil se nærmere på. Der er et stort behov for mere dokumentation på området. Faktuel viden om effekterne er en vigtig forudsætning for at træffe politiske afgørelser om udlicitering, siger formand Bente Sorgenfrey.



























































