Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble fejer al snak om en snarlig økonomisk genoprejsning af bordet. Han advarer om, at det kommer til at tage lang tid for verdensøkonomien at komme i omdrejninger igen.
28. august 2011, 15:55
Den verdensøkonomiske krise er så dyb, at man ikke skal gøre sig forhåbninger om, at det hele vender inden for kort tid. Det mener den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, der ikke er bleg for at bruge bibleske termer for at beskrive situationen. Han mener simpelthen, at økonomien står foran "syv magre år".
Schäuble dyste forudsigelse faldt på en konference for Nobelprismodtagere lørdag på St. Gallen-universitetet i Schweiz, skriver nyhedsbureauet Reuters. Her forklarede han blandt andet, at det kommer til at tage lang tid for EU-landenes økonomiske stramninger at slå igennem.
"Der kan meget vel ligge syv magre år foran verdensøkonomien," sagde han og henviste til, at en langsigtet genopretning af økonomien kun kan finde sted, hvis alle spænder livremmen ind nu.
"Men hvis det skal blive til virkelighed, er der brug for øjeblikkelige offentlige nedskæringer og gennemgående reformer i Italien, Spanien, Portugal og Grækenland," sagde han.
Han pegede i den forbindelse også på, at der er behov for et tættere samarbejde mellem de europæiske landes finanspolitik, og at det er den eneste effektive måde, hvorpå EU-landene kan blive trukket op af krisesumpen.
Tidligere på ugen har Wolfgang Schäuble holdt møder med sin franske finansministerkollega Francois Baroin for at diskutere mulighederne for et europæisk initiativ, der skal være med til at beskatte finansielle transaktioner.
Mødet fandt sted i forbindelse med de to EU-landes bilaterale arbejde på at øge det økonomiske samarbejde medlemslandene imellem.
Tyskland har allerede meldt sig klar til at påtage sig førertrøjen i forbindelse med europæiske tiltag, der kan tøjle markederne i form af for eksempel bredt forbud på short selling - dvs. spekulation i aktiers kursfald - eller beskatning af transaktioner.






























































