Politikernes leflen for stemmer er trættende. Så kontant er udmeldingen fra DSV-boss Jens Bjørn Andersen. Han efterlyser arbejdsmarkedsreformer og anbefaler politikerne at give Liberal Alliance en fair chance – de er nemlig ikke helt tossede.
9. september 2010, 11:45 – opdateret 9. september 2010, 11:48
Genkender du den frustration som Lars Rebien udtrykker?
Jeg tror ikke, du finder mange topledere, der er decideret uenige med det, Lars Rebien siger. Og det er hvert fald noget, jeg i høj grad kan tilslutte mig.
Hvori ligger problemet efter din mening?
Som topledere siger vi ofte, ”lad os komme til, vi ved bedre”, men vi må anerkende, at det er fuldstændig anderledes, og der er andre spilleregler, når man driver en virksomhed end en offentlig administration.
Men et stort – og gammelt – problem er, at der er valg hver fjerde år. Det er selvfølgelig godt demokratisk set, men det er det, der overskygger alt andet. Det er i høj grad taburetklisteriet, der gør, at regeringen nu såvel som en hvilken som helst anden regering er bange for at tage de rigtige greb. Hvis man virkelig skal ændre dansk økonomi, er der et markant behov for arbejdsmarkedsreformer, men det er upopulært, og det er nok derfor, de tøver.
Hvad efterlyser du især?
Jeg vil sige arbejdsmarkedsreformer. Og så skal man se på efterlønnen og finde en måde at få den afskaffet. Skatteområdet trænger selvfølgelig også til en overhaling. Det er bedrøveligt, at vi altid ligger i toppen af statistikker når det handler om skattetryk. Det animerer folk til at arbejde sort og til at omgå reglerne. Der tror jeg, vi går glip af meget værdi, og gør det unødigt vanskeligt for os selv at tiltrække arbejdskraft.
Jeg er dog ikke helt enig med Rebien, hvad angår indsatsen på skatteområdet. Han vil hæve skatten på boliger og sænke den på flytbare ting, men jeg tror det er et forkert træk. Vi skal have nedsat det samlede skattetryk, det er vejen frem.
Og der synes jeg, man bør skæve til nogle af de nye tanker, der kommer fra Anders Samuelsen (partileder af Liberal Alliance, red.). Det er sjældent man ser et parti, der har så fundamentalt anderledes forslag end de store partier, og jeg synes, man bør diskutere deres forslag i stedet for at latterliggøre dem.






























































