DS Håndværk på jagt efter praktikpladser

DS Håndværk & Industri ansætter konsulent, som skal finde praktikpladser blandt medlemmerne. Trods tredobling af tilskud, vil antallet af elever nemlig falde.

DS Håndværk & Industri bruger over en million kroner på at projektansætte en praktikkonsulent frem til midten af 2011. Den kommende medarbejder skal drage land og rige rundt for at finde praktikpladser blandt branche-foreningens 2.400 industri- og vvs-virksomheder.

- 40 procent af vores medlemmer uddanner lærlinge, og det er en flot andel sammenlignet med andre virksomheder. Sidste år havde medlemmerne 1.800 praktikpladser, og hvis vi kan fastholde det rekordhøje antal det næste år, så er jeg tilfreds; mange virksomheder mangler jo ordrer, siger uddannelseschef Finn Kyed.

Færre faglærte

Med en finanskrise og store dyk i omsætningen i de fleste industrivirksomheder er det ikke nok, at et flertal i Folketinget som led i Globaliseringsaftalen tredoblede tilskuddet per praktikplads til 50.000 kroner fra tidligere 16.000 kroner.

- Det tager fire år at uddanne en ung som faglært, og uden en ekstra indsats vil Danmark have betydeligt færre faglærte om blot ret få år. Derfor er indsatsen vigtig, hvis vores medlemsvirksomheder også på bare lidt længere sigt skal sikre sig arbejdskraft, Konsulenten bliver en vigtig kontakt til virksomhederne - der skal tilbagelægges mange kilometer ude på landevejene, og indsatsen skal løbende koordineres med de tekniske skoler, siger Finn Kyed.

Udgifterne på noget over en million til det nye konsulentjob kommer fra en uddannelsesfond, som DS Håndværk & Industri har sammen med fagforbundene Dansk Metal, 3F samt Blik & Rør som led i overenskomster.

Projektet er planlagt til foreløbig knap halvandet år for at få indsatsen »løbet i gang«. Jobopslaget med sidste ansøgningsfrist i dag fredag har udløst 37 ansøgninger. Det betegner uddannelseschefen som »en overraskende stor interesse«.

Fra januar-oktober 2009 blev der indgået knap 23.500 aftaler om praktik - et fald på 22 procent fra samme periode året før.

I alt var der i oktober 60.500 uddannelsesaftaler for unge med kurs mod et svendebrev.

 



Markedet lige nu