6. april 2008, 05:00

Den amerikanske dollar er historisk billig. »Et værdiløst stykke papir,« har Irans præsident for nylig kaldt dollaren, der gennem de sidste dage har været helt nede omkring 4,70 kroner. Det er den laveste kurs, der nogensinde er set herhjemme. Sidst dollaren var tilsvarende billig, var i nogle få dramatiske dage tilbage i 1978, da dollaren kortvarigt lå i en pris på bare 4,79 kr.

Det var helt præcist 30. oktober for 30 år siden, mens Anker Jørgensen var socialdemokratisk statsminister i Danmark, og Jimmy Carter var præsident i USA, at dollaren blev banket helt i bund over for den danske krone. Men på det sidste er den kommet endnu længere ned i pris, og lige for tiden hersker der noget, som mest af alt minder om en dollarkrise på de finansielle markeder, hvorfor yderligere kursfald så absolut ikke kan udelukkes.

Det er især over for euroen, og dermed den danske krone, at dollaren er faldet. I 2002 kunne en amerikaner købe én euro for bare 86 cent. I dag skal han betale over 1,5 dollar. Men også over for mange andre valutaer er dollaren i bund, og det gør ondt på de meget store reserver, som især Kina, Japan og mange olielande i Mellemøsten har sat i amerikanske statsobligationer.

De samlede reserver af dollar er tredoblet gennem de sidste otte år og er nu oppe på ufattelige 5.700 milliarder dollar, hvoraf Kina alene har en formue på 1.400 milliarder. Japan har verdens næststørste økonomiske reserve af dollar på tæt 1.000 milliarder, viser de sidste nye tal fra Den Internationale Valutafond (IMF).

Reservevaluta
Samlet er 65 procent af alle verdens valutareserver placeret i amerikanske dollar, og den andel er tilmed steget siden både 1990 og 2000, indtil et mindre fald er sat ind på det sidste. Også en betydelig del af al verdenshandel afregnes i dollar. Men nu sættes der i stigende grad spørgsmålstegn ved, om dollaren kan fastholde sin position som verdens vigtigste reserve- og handelsvaluta, hvilket giver USA betydelige økonomiske fordele. Blandt andet i form af, at de får en lavere rente end ellers, når rige lande nærmest står i kø for at sætte penge i amerikanske værdipapirer.

Dollarens position som reservevaluta sætter også i USA i stand til at finansiere sit aktuelle overforbrug og store underskud på såvel statsfinanser som betalingsbalance – blot ved at trykke flere dollar og udstede amerikanske statsobligationer. Andre lande må sælge varer for at få en valutaindtægt, som de så kan købe udenlandske varer for. USA kan derimod betale sine store indkøb af biler, tøj, olie og andre forbrugsvarer i udlandet med et stykke papir, hvorpå der stor »dollar«. USA får også en stor såkaldt »møntingsgevinst,« da alle, som ligger inde med dollar, låner USA penge – uden at få så meget som fem flade øre i rente. Der cirkulerer dollar for flere end 4.000 milliarder kroner, og selv et mindre afkast bliver til store summer.

At USA har alle disse fordele hænger sammen med, at de historisk set er blevet betragtet som det mest sikre sted at have penge placeret. Mange lande har ikke nok tillid til deres egen lokale valuta; måske fordi inflationen er høj, og værdien af penge derfor udhules hurtigt. Derfor køber de dollar i stedet. Samtidig har USA historisk set haft en høj økonomisk vækst, hvor penge er ynglet med større fart end de fleste andre steder. Det har været med til at gøre dollaren attraktiv.

Euroen kommer
Også under tidligere dollarkriser i 1977-1979, 1985-1988 og 1993-1995, da verdens vigtigste valuta raslede ned i kurs, er der sat spørgsmål ved, om dollarens dage som reservevaluta var talte. Eksempelvis steg prisen på guld i 1980 til 835 dollar per troy ounce (31,1 gram), da penge i stor stil blev flyttet fra dollar til guld. Det svarer til over 2.200 dollar per troy ounce, hvis det regnes om til nutidens prisniveau og er langt over den aktuelle pris. Også i 1985, da dollaren satte bundrekord over for den japanske yen, rasede en ivrig diskussion om, at dollarens gyldne epoke var enden nær.

Dollaren har dog stået mod alle disse storme og har bevaret sin position som verdens reservevaluta nummer ét. Blandt andet fordi der ikke har været noget reelt alternativ og bedre steder at søge hen. Men det er der i dag, og det hedder »euro.« Den forholdsvis nye europæiske mønt har allerede gjort et vist indhug i dollarens position. Før euroen begyndte at trille som gangbar mønt, var en femtedel af alle verdens valutareserver placeret i tyske D-mark, franske franc, hollandske gylden og andre af de nu historiske EU-valutaer. Nu er en fjerdedel sat i euro, og euroens optur frister givet mange lande til at sætte endnu flere penge i den nye europæiske supervaluta. Også fordi europæisk økonomi lige for tiden ser nogenlunde god ud, og væksten i Europa er pænt højere end i USA.

På længere sigt er det dog tvivlsomt, om Europa kan fastholde det aktuelle økonomiske forspring. Europa står over for massive økonomiske udfordringer, som kan svække euroen på sigt. Den europæiske befolkning ældes betydeligt hurtigere end den amerikanske, fordi der fødes for få børn i mange europæiske lande. Det øger presset på de offentlige finanser i stort set alle europæiske lande og vil sandsynligvis svække euroen, i takt med at europæisk økonomi sættes under pres.

Det er også usikkert, om de store internationale investorer for alvor har tillid til euroen som reservevaluta, når euroområdet ikke har en central og fælles finanspolitisk autoritet. Eurolandene har én fælles pengepolitik, men ikke nogen fælles finanspolitik som kan støtte euroen.

Kursfald i vente
Samtidig vil verden store centralbanker næppe sætte store summer i den historisk stærke euro lige nu. De har allerede tabt store summer på dollarens nedtur. Bytter de dollar ud med euro nu, risikerer de en ny runde med store tab, hvis euroen taber pusten. Hverken Kina eller Japan har en aktuel interesse i, at sælge stort ud af dollar. De er i dag verdens største ejere af dollar og vil lide store tab på et egentligt dollarkrak.

Mange lande i Asien, Mellemøsten og Sydamerika har så også bundet deres møntfod til dollaren. Deres valutakurser er derfor faldet i samme takt som dollaren. Det øger priser på importvarer og trækker inflation op. Af samme grund er prisudviklingen, ikke mindst på fødevarer, steget så meget til på det sidste, at mange af de dollar-afhængige lande nu har behov for at opskrive deres valutakurs for at bekæmpe inflationen. Sker det, vil det øge presset mod dollaren og sende den endnu længere ned i kulkælderen.

Også de i gangværende stort rentedyk i USA er med til at svække dollaren. USAs centralbank, Federal Reserve har siden september sidste år sænket sin korte rente fra 5,25 til 2,25 procent, og mere af samme salgs er på vej. Da Den Europæiske Centralbank (ECB) samtidig har holdt sine renter uændret på 4,0 procent, er forskellen mellem renten i USA og Europa øget. Også det er til ulempe for dollaren, da pengene suges hen mod de steder, hvor afkastet er højest. USA har tilmed en inflation, der er højere end Europa, så realrenten – rente minus inflation – er pænt højere i euroområdet end i USA.

De historiske kursskred på dollar har reduceret de store amerikanske underskud over for udlandet, selv om importen af den for tiden rekorddyre olie trækker i den gale retning for USA. Da underskuddet på USAs betalingsbalance toppede, udgjorde det syv procent af bruttonationalproduktet, BNP. Nu er den andel nede på 5,5 procent. Så dollarfaldet gør sin virkning; men samlet vil kursen på verdens største valuta næppe stige på markant vis – lige med det samme.

Yderligere kursfald virker mere sandsynligt, også fordi den aktuelle finanskrise sætter et stort spørgsmålstegn ved, om USA er klodens mest sikre sted at placerer penge. Dollaren kan meget vel falde yderligere i kurs, men dens position som verdens vigtigste valuta trues næppe af den grund. Dollaren vil klare den aktuelle krise – som så ofte før set.