Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Det vil Bendtsen i sit nye job

Fem skarpe til den tidligere erhvervsminister, der nu står i spidsen for gruppe, som arbejder for de mindre virksomheder i Europa.

Den tidligere konservative økonomi-og erhvervsminister Bendt Bendtsen får nu en central rolle i kampen for at forbedre rammevilkårene for små og mellemstore virksomheder i EU.

Den tidligere minister, der blev valgt til EU-Parlamentet i sommer, er udpeget som formand for den såkaldte SME-circle i EU-Parlamentets største gruppe – den konservativt kristelige gruppe. 60 parlamentsmedlemmer er med i kredsen af parlamentarikere, der bekymrer sig om de små virksomheder.

Bendt Bendtsen ser sin nye funktion i forlængelse af sin ministergerning, hvor han også havde de mindre virksomheder højt på sin dagsorden.

Hvad skal på dagsorden?

- Vi skal have gjort det nemmere at være lille virksomhed i EU – bl.a. ved at kræve færre indberetninger. I dag skal små virksomheder indberette ligeså meget som de store, siger Bendt Bendtsen.

Hvad kan EU-parlamentet reelt gøre for små virksomheder?

- Vi kan først og fremmest være tidligere ude og fortælle, hvad vi ønsker i stedet for hele tiden at skulle reagere på Kommissionens forslag. Det giver større muligheder for i sidste ende at påvirke EUs regler og direktiver.

Hvad ser du som de små virksomheders største udfordring?

- Det er at komme ud i verden og afsættet produkterne globalt. Det er en stor opgave for mange mindre virksomheder, og det skal vi ruste dem til.

Hvordan?

- For at klare sig globalt skal de små virksomheder udvikle nye produkter. Vi kan bl.a. hjælpe dem ved at sørge for, at de mange midler, der afsættes i EU-regi til forskning og innovation, bliver mere tilgængelige for de små virksomheder.

Mange af dine partifæller ønsker at beskytte virksomheder mod import fra lande uden for EU. Er det til gavn for de små virksomheder?

- Bestemt ikke. Jeg må erkende, at der på tværs af alle partiskel er en del parlamentarikere, der ønsker protektionisme – specielt i Sydeuropa. Men den kamp må jeg tage.

 




Markedet lige nu