Skattelettelserne skal helst spares op, og så skal der også forbruges lidt, men nej tak til ekstra pension, viser Alm. Brands undersøgelse.
29. januar 2010, 13:11
Alt andet end pension. Sådan synes danskerne at tænke om den ekstra løn, som kommer ind på kontoen takket være skattelettelserne. Alligevel overvejer størstedelen andre former for opsparing frem for forbrug, og det er ikke så mærkeligt:
"Vi mener ikke, at skattelettelserne får fuld effekt på forbruget, fordi folk godt ved, at der er job-usikkerhed og underskud på de offentlige budgetter. Det tyder på, at danskerne er noget skeptiske med hensyn til den økonomiske udvikling i 2010," siger cheføkonom hos Alm. Brand, Bo Overvad.
Alm. Brand har spurgt 149 af sine kunder om, hvordan de vil bruge skattelettelserne, nu hvor de har set deres lønseddel for januar. 81 af dem - eller over halvdelen - vil enten spare mere op i banken eller afdrage ekstra på eksisterende lån.
Omvendt vil 64 kunder eller 43 procent øge forbruget eller rejse mere. Trods den økonomiske krise, undrer det ikke cheføkonomen:
"I halvandet til to år har folk sparet på forbruget. Sågar forbruget af fødevarer er faldet, så der ligger et opsparet behov, nu hvor skattelettelserne kommer," forklarer Bo Overvad.
Helt i bund er større pensionsopsparing. Blot fire af de 149 kunder overvejer den valgmulighed.
"Det er virkelig åbenlyst, at skattereformen gav utrolig stor fokus på pensionsindbetalingerne sidste år. Rigtig mange indbetalte ekstra, så det er måske ikke lige der, folks fokus ligger nu. Desuden er pension aldrig noget, som har stor betydning i begyndelsen af året. Det er noget folk tænker på ved årets udgang," siger Overvad.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten