Det er skræmmende, at den politiske "branche" ikke har ændret sig i 100 år. Sådanne brancher plejer at dø.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen er en god taler - og god til at finde på sound bites, der skærer igennem på TV.
"Noget for noget", "Lad mig sige det ligeud" og "Der er ikke noget at komme efter" er gode eksempler på statsministerens sound bites, der får folks opmærksomhed.
En anden af statsministeren foretrukne sound bites er "lad mig forklare de faktiske forhold i den politiske jernindustri." Denne kommer typisk af huse, når statsministeren skal forklare liberale mennesker, at regeringen ikke kan føre liberal politik - ikke fordi den ikke gerne ville, men på grund af behovet for at kunne tælle til 90 mandater.
Se, hvis man nu analyserer sætningen nærmere, så er en af de ting, der forudsættes i dette udsagn, at faktiske forhold i industrien ikke kan ændres. Nu er det imidlertid sådan, at realiteterne i langt de fleste brancher er blevet endog meget markant ændret igennem de sidste 20 år. Brancher, der ikke har fornyet sig er uddøde eller i stærk tilbagegang - her er jernindustrien i Danmark ikke noget dårligt eksempel.
Men det er påfaldende, at en enkelt "branche" - nemlig politik - ikke har ændret sig i væsentligt omfang - ikke bare i de sidste 20 år, men i realiteten ikke i nærmere 100 år. Den er stadig baseret på et forstenet system med partier, der kæmper om vælgernes gunst på nærmest identisk måde, og i de senere år, også på identiske programmer.
Er det derfor at partiernes medlemsskarer er kollapset igennem de seneste mange år? Er det derfor, at tilliden til det politiske system og politikernes reelle bevæggrunde er for nedadgående? Er det derfor, at politik alt for længe har været et levebrød for dinosaurer og studerende, i stedet for et dynamisk krydsfelt, hvor samfundets langsigtede interesser tilgodeses?
Og vigtigst af alt - er det en naturnødvendighed, at det fortsætter med at være sådan?
Jeg tror det ikke. Nye teknologier, nye verdensopfattelser og nye agendaer presser sig på for at ændre dette. Partier, der ikke er tro imod deres programmer, bør ikke forvente at hverken deres medlemmer eller vælgere er tro imod dem. En moderne politiker har ikke den samme livslange loyalitet som tidligere - og burde heller ikke have det, når partiet ikke har loyalitet overfor dem.
Når en undersøgelse viste at (tænkt) kombination af Naser Khader og Centrum-Demokraterne kunne tiltrække mere end 10 pct af vælgerne og en anden undersøgelse, at 2/3 af Venstre's vælgermasse er utilfreds med den politik partiet fører, så bør det ikke undre, at initiativer som Liberalisterne opstår. Det bør heller ikke undre, at indenrigsministeriet kæmper som besat for at forhindre partiet i at stille op, selvom det er ualmindeligt usympatisk og udemokratisk.
Og det er ikke kun utilfredse liberale, der slår sig i tøjret. De samme opbrud kan meget nemt opstå til venstre for midten af dansk politik, hvor Helle Thorning Smith kortvarigt har samlet tropperne på overfladen, men hvor uroen ulmer ved næste tilbagegang.
I en verden, der bliver mere fragmenteret og mere individualiseret, men samtidig mere transparent gennem de elektroniske medier, er der stigende mulighed for at helt nye grupper kan finde sammen i fremtiden. Det eneste der forhindrer sådanne grupper i at få reel indflydelse er spærregrænsen.
Men kunne man ikke forestille sig mere end 2% samles om at bakke op om ungdomsinitiativer? Eller om klimaspørgsmål? Eller om Danmarks fremtid i en globaliseret verden? Eller om erhvervslivets forhold? Eller helt andre ting? Måske endda frihed??
Det allervigtigste vil være, når en gruppe af kompetente folk samles omkring at informere befolkningen ærligt omkring de udfordringer vort samfund står overfor i en globaliseret verden. Og begynder at fremkomme med ideer til hvilke langsigtede, rationelle tiltag, vi er nødt til at sætte i værk for at sikre vores fremtid. Det ansvar forsømmes så markant af de borgerlige partier i dag, at de både fortjener og må forvente, at et sådant alternativ bliver en realitet før eller senere. Jeg tror i hvert fald sagtens, det kunne ske, og så vil det blive en ganske anderledes opgave at tælle til 90....
Det er næppe nogen overraskelse, at jeg ser mange positive muligheder i en sådan udvikling. Ikke fordi det vil gøre livet nemmere på Christiansborg, men fordi de gamle partier i dag er blevet alt for arrogante i deres holdninger, og alt for kortsigtede til at være til gavn for landets fremtid.
Det kan naturligvis ikke garanteres, at nye initiativer alle ville være gavnlige, men i det mindste ville det give reel taletid til nye, forfriskende synspunkter og agendaer. Og kald mig bare naiv, men jeg tror stadig på, at danskerne generelt er rationelle mennesker, der vil landets bedste - de bliver blot ikke ordentligt informeret om virkeligheden af de borgerlige politikere i øjeblikket.
Mit håb er fortsat at et reelt liberalt parti med erfarent og solidt lederskab kan stables på benene som et konstruktivt borgerligt alternativ - ikke for at vælte regeringen, men for at sikre at den trækker i den rigtige retning, hele tiden. Hvem ved, måske kunne et regeringsgrundlag skrues anderledes sammen næste gang?
Tiden er rigtig til det og behovet er stort for et rationelt indspark til samfundsdebatten og de afgørende beslutninger, der skal træffes i de kommende år for at holde Danmark på vinderkurs.
Så pas på, derinde i jernindustrien. De faktiske forhold kunne ændre sig hurtigere, end I tror...
