Kun ét af Danfoss-stifteren Mads Clausens børnebørn er ansat i koncernen.
14. september 2009, 05:00 – opdateret 19. maj 2012, 17:21
Bare fordi man hedder Clausen til efternavn, er det langt fra sikkert, at man får en plads i Danfoss’ organisation.
Indtil nu er det kun Jørgen Mads Clausens nevø, Mads Peter Clausen, der har fået job i virksomheden på Als, hvor han er vice president for afdelingen for køleskabstermostater.
Hvis flere af børnebørnene skal gøre sig håb om at opnå en ledende stilling i Danfoss, kræver det som minimum, at at de har en bachelorgrad, taler flydende engelsk og har to års ophold i udlandet bag sig.
Jørgen Mads Clausens to sønner, Mads Nøhr Clausen og Marcus Nøhr Clausen er endnu kun i 20erne og studerer på Danmarks Tekniske Universitet. Ikke desto mindre har deres far givet dem ledende poster i familiens investeringsselskaber. Den ene af sønnerne, Mads Nøhr Clausen har også sit eget selskab, MC2 Invest Aps.
Anden generation af Danfoss-familien, de fem søskende Karin Clausen, Bente Skibsted, Jørgen Mads Clausen, Peter Mads Clausen og Henrik Clausen har tilsammen ni børn, hvoraf flere ligesom Jørgen Mads Clausens to sønner har gang i egne virksomheder uden for Danfoss.
Rådgivning om ejerskab
Danfoss-familien tager forvaltningen af familieejerskabet meget alvorligt og samarbejder blandt andet med den schweiziske management-skole IMD, hvor eksperter i familievirksomheder rådgiver Clausen-familien.
»Jo flere arvinger, jo flere særinteresser vil der opstå. Og det ligger familien meget på sinde, at arvingerne skal være sig deres ansvar bevidst. Danfoss er en virksomhed med 30.000 medarbejdere fordelt på mere end 70 steder i verden, og den arv går videre til de kommende generationer. Men det er ikke sikkert, at den model, der virker for anden generation, også virker for tredje generation. Det er den ene grund til, at vi har søgt ekstern bistand. Den anden er, at det ikke kan undgås, at der kommer følelser ind i det, når det er hinandens børn, man taler om. Derfor har det været vigtigt for familien, at de, der sidder med ansvaret for at gennemføre programmerne, ikke har familiemæssige relationer,« forklarede Jørgen Mads Clausen i 2008 i Berlingske Nyhedsmagasin.






























































