De omkring 10.000 dårlige boliger i landområder og mindre bysamfund kunne sætte mange hænder i sving. Men det kræver, at staten udvider sit nye renoveringstilskud til at omfatte slum.
19. marts 2009, 17:24 – opdateret 3. maj 2012, 23:43
Arbejdsløse håndværkere kunne bytte overførselsindkomsten ud med en lønseddel, og kommunerne ville kunne spare på både boligstøtten og CO2’en, hvis staten gav tilskud til, at kommunerne opkøbte og renoverede landsbyernes forfaldne boliger.
De 1,5 mia. kroner, der nu er på vej til privat boligrenovering, sætter gang i håndværkerbeskæftigelsen i private hjem, men de omkring 10.000 nedslidte huse rundt om i de danske landområder rummer også mange håndværkertimer.
I undersøgelsen ”Dårlige boliger i landets yderområder” udgivet af Statens Byggeforskningsinstitut i 2007 svarer 63 af 128 adspurgte kommuner, at de har eller har haft problemer med dårlige boliger i landområder eller mindre bysamfund.
Det hyppigste problem er almindelig forfald af ejendommen, og her er kommunerne i dag for sløve til at opkøbe og istandsætte boligerne:
- Flere kommuner har opkøbt tomme, forfaldne enfamiliehuse og stuehuse til landejendomme med henblik på istandsættelse eller nedrivning. Andre kommuner har været tilbageholdne med dette (..) Statens Byggeforskningsinstitut mener, at det burde overvejes at giver statsrefusion til sådanne opkøb, lyder opfordringen i undersøgelsens konklusion.
Én til fire
Foreningen Rejsearbejdere.dk er begejstret for den win-win-situation, der ville være ved at få gjort husene beboelige - og at gøre det midt i krisetiden:
- Hvis staten gav tilskud til, at kommunen kunne opkøbe mellem 4000 og 6000 af de huse og fik dem renoveret, ville virkelig mange kunne komme i arbejde. Tommelfingeren er, at for hver gang én håndværker kommer i arbejde, giver det jobs til fire andre, for eksempel inden for vinduesproduktion og i isoleringsindustrien, siger Hans Erik Meyer, der er formand for foreningen Rejsearbejdere.dk.
Han synes, regeringen skulle give et tilskud på cirka 150.000 kroner per renovering af forfalden bolig, og derudover tilbyde et billigt lån, så renten i de første 10 år kun er på 1,41 procent som i Tyskland. En investering, der vil koste den danske stat cirka 1 mia. kroner over to-tre år.
Tyskland har besluttet at giver tilskud til energirenovering af boliger fra før 1983 med op til 372.000 kroner, i form af et lån med rentetilskud fra staten i 10 år, og for de renoveringslystne tyskere betyder det en rente helt nede på 1,41 procent. Små saneringer får 37.500 kroner i tilskud. Store saneringer får 65.000 kroner. Endvidere gives der et tilskud til detailtegninger, målinger, beregninger på 50 procent af udgifterne, dog maksimalt 7.450 kroner. Der kan ske en forøgelse af bygningens volumen på 20 procent, som der også gives tilskud til.
Nedrivning
For nylig stod det tyske håndværksråd frem på tv-kanalen ZDF og fortalte, at der var gang i renoveringen som aldrig før. Og hos foreningen Rejsearbejdere.dk kan man godt mærke, hvordan de tyske rejsemontører for tiden har travlt med at vende snuden hjemad mod Tyskland, for her er der anderledes meget arbejde at finde.
- Vi havde gerne set, at man også indførte den tyske ordning i Danmark. Tyskerne oplever virkelig et boom i byggeribranchen efter deres hjælpepakker. Ved at renovere de forfaldne huse vil man kunne udligne sæsonrenoveringen, for de huse kan håndværkerne arbejde i året rundt. Og så ville det være sundt for miljøet, for de huse er slemt miljøbelastende. De er dårligt isolerede, og beboerne brænder alt fra barnevogne til cykelstel af for at skabe varme, siger hans Erik Meyer.
Hos Dansk Byggeri går man ind for, at der kommer mest muligt blus på renoveringen, men at mange af de faldefærdige huse på landet faktisk står til at blive revet ned:
- Unge vil ikke bo på landet, men i byerne. Men til gengæld kunne husene give arbejde til vores nedrivningssektion, og så skulle man få bygget nogle flere ungdomsboliger og almene boliger i byerne, siger seniorøkonom i Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen.
Også på Erhvervsbladet.dk
Find et nyt lokale eller lej et overskydende lokale ud her
Find et nyt erhvervskøretøj her Læs ErhvervsBladet.dks ansvarfraskrivelse nederst på siden
ErhvervsBladet.dk forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:
- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger
Ved at kommentere accepterer du, at ErhvervsBladet.dk herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i ErhvervsBladet.dk, på www.erhvervsbladet.dk.dk eller andre platforme og medier, som drives af Berlingske Media.



























































