Den lave ledighed er problematisk

Udbuddet af arbejdskraft skal øges. Det mener to økonomer oven på dagens historisk lave arbejdsløshedstal.

Arbejdsløsheden i Danmark er historisk lav. Tal fra Danmarks Statistik er netop kommet i dag, og arbejdsløsheden er nu nede på to procent.

Truslen for Danmark ligger i, at produktionen er så høj, at der mangler arbejdshænder. Christian Hilligsøe Heinig, seniorøkonom ved Sydbank, peger på, at der skal fokus på, hvordan man får så mange hænder på arbejdsmarkedet som muligt.

”Det er her den helt store udfordring. Det er et politisk følsomt område at gå ind og pille i. En af de oplagte er efterlønnen, hvor der er pillet noget, men hvor der er potentiale. En anden er de høje marginalskatter, som hæmmer arbejdsudbuddet,” siger Christian Hilligsøe Heinig.

Samtidig peger han på, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til at pille ved dagpengene.

”Med det lave ledighedsniveau vi er på nu, er det begrænset, hvad det vil påvirke,” siger han.

Høj løn er farligt
Når økonomerne peger på, at det er vigtigt at holde udbuddet af arbejdskraft oppe, hænger det sammen med den store efterspørgsel på arbejdskraft.

Ifølge John Madsen, cheføkonom i Nykredit, betyder den høje efterspørgsel, at virksomhederne kan blive presset til at betale høje lønninger til den nuværende arbejdsstyrke.

”Risikoen er, at lønningerne pibler opad, hvilket vi allerede har set. Det bidrager til inflation, og på længere sigt kan det blive en konkurrencemæssig belastning for dansk økonomi,” siger John Madsen til Business.dk.

Positivt indtil videre
John Madsen mener alligevel, at situationen lige nu er positiv. Han refererer til, at jobsikkerheden er stabil, hvilket hjælper til med at holde forbruget på et pænt niveau i en tid, hvor boligmarkedet er presset.

”Jeg synes, at den historiske lave arbejdsløshed er med til at sikre en blød landing af dansk økonomi,” siger han.

Christian Hilligsøe Heinig mener dog, at det ville være godt, hvis arbejdsløsheden stiger en smule og lønningerne holder sig ro. Alligevel mener han ikke, at det nuværende niveau er risikobetonet.

”Det er en glædelig udvikling vi har. Det kunne være stort, hvis udviklingen kan hjælpe med at få flere mennesker i arbejde. Hvis vi kan få den passive klynge i arbejde, vil det være en ’best case’,” mener Christian Hilligsøe Heinig.

 



Markedet lige nu