Hvis man drømmer om at få del i de 1,5 milliarder kroner, som er sat af i regeringens nye renoveringspulje, skal man efter alt at dømme være tidlig ude af starthullerne.
25. marts 2009, 10:53
Der bliver rift om de 1,5 milliarder kroner, som regeringen har sat af til den særlige renoveringspulje, hvor både boligejere, andelshavere og lejere kan søge om tilskud til en række forbedringer og energibesparelser.
Det tyder en TNS Gallupmåling, som er udarbejdet for Berlingske Business, i hvert fald på.
Den viser, at 37 procent af alle adspurgte har planer om at lave en eller flere forbedringer på deres bolig og langt de fleste af disse vil søge om penge fra puljen.
Over halvdelen af dem, som skal have lavet en ændring på deres bolig, svarer dog, at de sandsynligvis ville have gjort det under alle omstændigheder, uanset om der var tilskud eller ej.
Pengene deles ud efter et først til mølle princip, og det er endnu ikke besluttet præcist hvornår man kan søge. Men det ventes at blive en af de første dage efter påske.
Cheføkonom i Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen, venter at den nye ordning vil skabe et sted mellem 1.500 og 2.000 nye job. Men det er alt for lidt i den aktuelle situation, hvor ledigheden inden for mange byggefag er over ti procent. Værst ramt er murere, som har en arbejdsløshed på intet mindre end 25,5 procent af arbejdsstyrken. Men blandt eksempelvis specialarbejdere (3F) inden for byggeområdet er ledigheden oppe på 17,8 procent eller 4.564 personer i uge 7 i år.
Læs mere om renoveringspuljen i Berlingske Business i morgen.

Fik du læst:
Så mange milliarder har boligejerne mistet



























































