Trods en truende gældsbombe frygter danskerne ikke mere for velfærdsstatens økonomiske sundhed end tidligere, viser ny undersøgelse.
8. februar 2010, 07:05
Selv om statskassen bløder, og alverdens økonomer råber op om behovet for velfærdsreformer, så rykker danskernes holdning til velfærdsreformer sig nærmest ikke ud af stedet. Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en ny meningsmåling om danskernes holdning til velfærdsstaten.
Den nye meningsmåling, som er gennemført af Analyse Danmark, viser, at 4 ud af 10 danskere frygter for velfærdsstatens sundhed. Det er stort set på niveau med samme undersøgelser fra 2001, da VK-regeringen kom til magten, og fra valget i 2005.
Adjunkt ved Aarhus Universitet, Rune Slothuus, der forsker i vælgernes holdning, fremhæver over for Ugebrevet A4, at hverken økonomisk krise eller dundrende offentlige underskud har fået danskerne til at bekymre sig om velfærdsstaten.
"Tværtimod, så er det ret klart, at der hos flertallet af danskerne ikke har indfundet sig en krisebevidsthed," siger Rune Slothuus.
Alarmerende gældsudvikling
Den nye meningsmåling viser samtidig, at der fortsat ikke er den store lyst til at røre ved efterlønnen. 56 procent mener således at det vil være en dårlig idé at fjerne efterlønnen helt. Det tilsvarende tal i 2008 var 58 procent.
Henholdsvis 44 og 35 procent mener, at vi allerede i år kunne begynde at skubbe efterløns- og folkepensionsalderen i vejret i stedet for at vente til henholdsvis 2019 og 2024, som det er planlagt i velfærdsforliget.
Ugebrevet A4's meningsmåling kommer kun to dage, efter at Berlingske Business kunne fortælle, at den offentlige gæld kan stige så kraftigt, at den når samme alarmerende niveau som nu ses i Grækenland. Gælden kan således nå helt op mod 2.000 mia. kr. i 2050, hvilket vil svare til 120 procent af fremtidens bruttonationalprodukt, hvis regeringen ikke laver omfattende reformer, viser beregninger, som AE-rådet forleden udarbejdede for Berlingske Business.
Alene i år ventes Danmark at få et underskud på de offentlige finanser på 100 mia. kr.






























