Blandt de nordiske og baltiske lande ligger Danmark i top, når det gælder virksomhedernes evne til at involvere kunderne.
4. februar 2010, 09:01
Brugere og kunder skal involveres i idé- og produktudvikling, så produktet rammer markedets behov bedst muligt. Det er logikken bag brugerdreven innovation - en disciplin, som danske virksomheder viser sig at beherske bedre end virksomhederne i de øvrige nordiske lande og i Baltikum. Det viser en ny rapport fra FORA og Nordic Innovation Center.
- Danmark er helt klart det land, hvor vi har kunnet identificere det største antal eksempler på brugerdrevne innovationsprojekter. I Danmark har vi fundet 20 projekter, som vi betragter som brugerdrevne innovationsprojekter, og som er blevet gennemført og lanceret på markedet, lyder det i rapporten.
Mere end 60 procent af projekterne har ført til udvikling af nye koncepter og mere end 70 procent har resulteret i nye produkter.
Det er særligt den danske erhvervsstruktur, som er præget af mange små og mellemstore virksomheder, som kan forklare, hvorfor brugerdreven innovation er så udbredt og vellykket herhjemme, vurderer rapporten. De små virksomheder er nemlig vant og nødt til at samarbejde tæt med deres kunder for at være innovative. Virksomhederne kan heller ikke konkurrere mod de store virksomheder på prisen eller på ny teknologi. For smv’erne er det derfor helt nødvendigt at være bedre end andre til at forstå kunderne end konkurrenterne.
Også regeringens indsats bifaldes for at være medvirkende til Danmarks topplacering på brugerdreven innovation.
Af de undersøgte lande vurderes Finland at være det næstmest dygtige land til brugerdreven innovation.




























