De islandske banker mangler udenlandsk valuta.
10. oktober 2008, 09:26 – opdateret 4. maj 2012, 21:18
De islandske banker har ikke megen udenlandsk valuta tilbage, så det kan være svært for danske firmaer at få betaling fra islandske firmaer.
Ifølge DR Nyheder er det blandt andet et problem for virksomheden Faber Drinks, hvis islandske kunde ikke kan betale sine regninger i udlandet, uanset at virksomheden har masser af islandske kroner i banken.
- Det er en alvorlig skærpelse af krisen, forklarer Jesper Rangvid, der er professor i finansiering ved Handelshøjskolen i København, CBS.
- I en international økonomi er det helt centralt, at man kan gennemføre betalinger på tværs af landegrænser og dermed veksle valuta. Så det er et meget stort problem for Island, hvis der er så lidt tillid, at udenlandske banker ikke vil købe islandske kroner, siger Jesper Rangvid til DR Nyheder.
Islands økonomi er så åben, at øen er helt afhængig af, hvor slem og langvarig den internationale finanskrise ender med at blive, fortæller lektor Lise Lyck,som er islandsekspert og ansat på CBS (Handelshøjskolen i København).
Hun fortæller, at den islandske krones lave værdi normalt ville være en konkurrencefordel, da det ville gøre landets varer billigere for omverdenen. Blandt andet valser islandske miner en del af den meget dyre og eftertragtede aluminium.
- Men man skal ud og sælge det, og hvis folk ude omkring i verden ikke har mere at købe for, så hjælper det ikke så meget, siger Lise Lyck.
Lige nu er der ingen åbenlys ved ud af krisen. Og situationen kan meget vel få betydning for de islandsk-ejede virksomheder i Danmark, for et af kravene fra den islandske regering til bankerne bliver helt sikkert, at deres kunder skal sælge nogle af virksomhederne for at få penge hjem til øen.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan sidste udvej være, at Island bliver sat under administration af Den Internationale Valutafond, IMF. Det vil kræve, at landet bliver tvunget til en lang række politiske og økonomiske tiltag, indtil fonden har fået sine penge igen.



























































