Del : SMS
Berlingske Business

Danske Bank var i akut pengenød

Kolding
Ordførende direktør i Danske Bank Eivind Kolding taler for første gang om bankens krise i 2008.

Danske Banks krise var værst i september og oktober 2008. Her blev stærke kræfter sat i gang for at redde både storbanken og andre banker, der manglede penge.

Artiklen fortsætter under annoncen

Stemningen blev stadig mere alvorlig i Danske Banks hjerte – det statelige møderum Den Blå Sal med pejs, sildebens­parket og store malerier af de danske monarker. Her få meter fra direktionslokalerne med træpaneler og antikke ure, hvor topdirektør Peter Straarup herskede, samledes Danske Banks stab dagligt og blev briefet – blandt andet om vigtige lånefaciliteter i USA, der skulle vise sig at blive kritiske for banken.

Det var i dagene efter 15. september 2008, der stadig er den mest skelsættende dato for bankerne i nyere tid. Her gik den store amerikanske investeringsbank Lehman Brothers ned, hvad der sendte både Danske Bank og andre pengeinstitutter ud i en meget alvorlig krise med en akut mangel på penge – og særligt dollar.

Danske Banks nuværende topchef og daværende næst­formand i bestyrelsen, Eivind Kolding, har for første gang indvilget i at fortælle om den kritiske periode før vedtagelsen af den første redningspakke til bankerne herhjemme, Bankpakke 1. Dengang var mistilliden bankerne imellem størst, og tiden var ifølge direktøren langt mere alvorlig for banken end forløbet op til den omdiskuterede Bankpakke 2, der på det seneste har skabt voldsom debat.

Berlingske har kulegravet forløbet op til vedtagelsen af den første bankpakke. Ud fra dokumenter og en lang række sam­taler med de væsentligste aktører fra den politiske verden og den danske finanssektor er målet at skabe klarhed over hidtil ufortalte forløb i de redningsaktioner, som blev kørt i stilling i al hast i fælles forståelse af, at hvis bankerne kollapsede, ville hele den danske økonomi komme i voldsomme problemer. Nu kan Berlingske for første gang fortælle, hvordan en del af danskernes tvangsopsparede midler i ATP blev tilført som liv­givende likviditetsindsprøjtning i den danske finanssektor – og i særlig grad Danske Bank.

»Verden ændrede sig totalt, efter Lehman Brothers gik ned. Som alle andre store banker havde vi kun overblik over, hvor vi selv stod efter konkursen. Men vi fandt ret hurtigt ud af, at dominoeffekten var meget stor,« siger Eivind Kolding om tiden midt af september 2008.

For Danske Bank var der et altoverskyggende problem. Man havde frem til Lehman Brothers’ kollaps været vant til at låne billigt i form af usikrede lån med kort løbetid i USA, ligesom mange andre store banker i Europa for øvrigt var det. Danske Bank lånte også i dollar for at dække de danske kunders behov for dollar. Men efter investeringsbankens kollaps begyndte denne enorme livline af dollar gradvist at tørre ud.

»Det var en tilfrysningsproces. Først kunne man låne fra måned til måned. Så blev det fra uge til uge, og nogle gange kunne man kun låne fra dag til dag. Vores likviditet var beløbsmæssigt ovenud tilstrækkelig, men den lå primært i euro og danske kroner. Det var exceptionelt vanskeligt for alle i Europa at skaffe dollar. Det var en meget stor udfordring,« siger Eivind Kolding.

Det drejede sig om lånefaciliteter på langt mere end 100 mia. kroner, der var ved at tørre ud hen over Atlanten for Danske Bank. Et beløb der langtfra var småpenge for hverken banken eller Danmark på daværende tidspunkt. For at sætte tingene i perspektiv var hele Danmarks valutareserve dengang på lidt over 120 mia. kroner. Det ville med andre ord næppe kunne lade sig gøre at køre sækkevogne med pengesedler over vejen fra Nationalbanken, som man gjorde, da Landmandsbanken krakkede i de selvsamme lokaler i 1920erne.

»Nogle dage kunne markedet kun skaffe dollar fra dag til dag. Det var bekymrende, for det kunne jo på et tidspunkt helt stoppe. Men vores problem var identisk med mange andre store bankers. Så der opstod meget hurtigt et ønske om at få opbygget tillid til systemet igen,« fortæller Eivind Kolding.

Dansk frygt for kollaps

I Danmark begyndte frygten for et gigantisk finansielt kollaps at nå frem til myndighederne. For selv om Danske Banks hovedsæde er et ben af magttrekanten midt i København, med ca. 100 meter til nationalbankdirektør Nils Bernsteins kontor og ca. 300 meter til lovgiverne på Christiansborg, skulle der en briefing fra daværende finansrådsformand, tidligere Nordea-direktør Peter Schütze, til, før alvoren gik op for den embedsmandselite, der har ansvaret for Danmarks finansielle stabilitet.

En krisegruppe tog form med nationalbankdirektør Nils Bernstein som det naturlige samlingspunkt. Som tidligere departementschef for Statsministeriet havde han været chef for de øvrige topembedsmænd. Derfor var det naturligt, at Nils Bernstein tog teten, da der skulle handles hurtigt. Og det skulle der, for situationen skulle udvikle sig til det værre.

Hårdt presset regering i Dublin

I den irske hovedstad, Dublin, var bankerne endnu mere pressede end i Danmark, for her havde bankerne også lånt mange penge ud, mens bankernes egen beholdning af indlån ikke slog til.

Den 30. september 2008 sendte den irske regering rystelser gennem finansdanmark. Den dag annoncerede den irske regering en ubegrænset statsgaranti til alle de irske banker, men ikke til de udenlandske, der agerede i Irland. Dermed blev det irske problem tæt knyttet til Danmark. For i 2004 havde Danske Banks daværende topchef, Peter Straarup, storsmilende købt den irske National Irish Bank, der blev platform for en omfattende satsning på at øge bankens udlån til det irske vækstmirakel, der dengang var kendt som Den Keltiske Tiger.

Den irske statsgaranti kunne få en i forvejen vanskelig situation til at komme helt ud af kontrol. For der kunne opstå et såkaldt run på banker som Danske Bank uden statsgaranti, hvis de irske bankkunder, for at sikre deres opsparing, valgte udenlandske banker uden statsgaranti fra. Hvis irerne begyndte at stå i kø for at hæve deres indeståender, kunne det svække Danske Banks likviditets­situation, der i forvejen var spændt som følge af de tilfrosne lånefaciliteter i USA:

»Der skete det, at hele det internationale system vaklede. Irland var det første land, der gik ud og garanterede de irskejede banker, men ikke os. Det bekymrede os, at en irsk kunde kunne finde på at sige: Jeg har egentlig været tilfreds med Danske Bank, men kan jeg få en statsgaranti på den anden side af gaden, så gør jeg det. I Danske Bank kunne vi se et scenario, hvor folk flyttede sig. Det skete nu ikke, men det var endnu en usikkerhedsfaktor, og derfor blev stats­garantier eller tilsvarende ordninger pludselig til noget, alle skulle have,« forklarer Eivind Kolding.

Også nationalbankdirektør Nils Bernstein så det værste for sig. Igen måtte han træde i karakter over for de øvrige departementschefer, da han gav landets topembedsfolk en uge til at strikke en historisk bankpakke sammen. Dermed indledtes en ny epoke for banker, embedsmænd og politikere, der fremadrettet skulle stå sammen om de forskellige bankpakker, som efterfølgende skulle støtte op om snesevis af banker og øge kreditgivningen. Blandt andet med de omdiskuterede milliardlån til bankerne, herunder lånet i Bankpakke 2 på 24 milliarder kroner til Danske Bank, som faldt på plads nogle måneder senere, og som slet ikke på samme måde som Bankpakke 1 var kritisk for Danske Bank, forklarer Eivind Kolding:

»Likviditeten blev svagere og svagere – og markedet skulle løsnes op. Derfor var Bankpakke 1 den vigtige bankpakke. Men det er centralt, at det ikke alene var Danske Banks problem, men de europæiske bankers problem. De danske politikere viste sig som statsmænd. De vidste, at der var tale om en kritisk situation, der kunne gå galt.«

Skulder ved skulder

Men selv om et bredt flertal af politikere 5. oktober 2008 skulder ved skulder annoncerede en redningspakke for bankerne i form af en ubegrænset garanti for bankernes gæld, så var deres løfter ikke nok til, at der igen for alvor begyndte at løbe penge rundt i det livsvigtige banksystem. Pensionsselskaberne ville have lovteksten stemt igennem, før de turde placere danskernes opsparinger i de banker, som blev opfattet som skrøbelige. Igen måtte Nils Bernstein være fødselshjælper – og det var han, da han 8. oktober udsendte den for lægmand uskyldige pressemeddelelse med ordlyden:

»Nationalbanken hilser aftalen om statslig garanti til indskydere og andre simple kreditorer i pengeinstitutter i Danmark velkommen og opfordrer Folketinget til en snarlig vedtagelse af loven. Indtil lovens vedtagelse vil Nationalbanken tage hånd om eventuelle nødlidende banker, som det er sket i tilfældet med Roskilde Bank m.fl.«

I pressemeddelelsen lå implicit, at danskernes indlån under alle omstændigheder ville være sikret, som de var blevet i Roskilde Bank. Først da begyndte pengene fra bl.a. ATP at strømme til bankerne.

»Med statsgarantien kom der tillid til sektoren, så vi kunne få dollarlån igen, selv om det ikke skete fra dag til dag, for der kan også være mistillid til stater. Men det begyndte at gå lettere og lettere, så garantien virkede. Vi kunne igen omveksle til dollar, men vi betalte også fuld pris for garantien,« siger Eivind Kolding.

Danske Bank-topchefen opgiver også et amerikansk nødlåneprogram, som blev vedtaget den 30. oktober 2008, som en vigtig del af årsagen til, at det internationale banksystem inklusive Danske Bank kom ud af den akutte likviditets­krise. For Danske Bank fik mulighed for at låne dollar for op til 170 mia. kroner direkte hos den amerikanske centralbank (FED). Men i alt valgte Danske Bank dog kun at låne ca. 30 mia. kroner, svarende til 13 pct. af de danske penge­institutters korte gældsudstedelser. Danske Banks problemer var drevet over – for en tid.

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere