Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danske Bank: Arbejdsløsheden har toppet

Tallene for arbejdsløsheden har overrasket stort. Danske Bank forudser, at ledigheden har toppet for denne gang og vil være lavere næste år. Det er den første positive prognose siden finanskrisen slog ud i lys lue i efteråret 2008.

Arbejdsløsheden har toppet for denne gang. Den værste krise er slut. Ledigheden vil til næste år være lavere end nu, mens beskæftigelsen vil være højere. Dermed er en af de værste jobkriser i nyere tid, hvor 160.000 job er forsvundet, overstået.

Dette overraskende budskab kommer fra Danske Bank, som nu ser med betydelig mere optimistiske briller på det danske arbejdsmarked. Banken er samtidig de første herhjemme, som nu venter faldende arbejdsløshed i kølvandet på de senere års krise. Banken forventer, at arbejdsløshedstallene i 2011 falder til 113.300 fra 115.100 personer i år.

Det er således kun få dage siden, at de økonomiske vismænd udsendte en analyse af dansk økonomi, som forudså en stigning i arbejdsløsheden til hele 148.000 til næste år.

Også Finansministeriet og Danmarks Nationalbank har i deres seneste skøn forudsagt en markant stigning i arbejdsløsheden. Mest sortsynet er Danmark Nationalbank, som tror arbejdsløsheden skal op på 168.000 og tidligere har andre - eksempelvis OECD - talt om, at ledigheden måske kunne nærme sig 200.000.

International usikkerhed

Men så galt ser det ikke ud til at gå. Nye tal for dansk udenrigshandel, som kom i går, tyder også på, at både importen og eksporten er ved at komme op i omdrejninger igen.

Professor og tidligere vismand Jan Rose Skaksen fra Copenhagen Business School (CBS) siger, at det danske arbejdsmarked har overrasket positivt på det seneste.

»Så det er meget sandsynligt, at vi til næste år vil have en lavere arbejdsløshed. Der er dog en del usikkerhed omkring international økonomi lige for tiden, fordi mange lande er ved at stramme deres økonomiske politik. Det gør opsvinget lidt mere usikkert. Men det kan meget vel være, at ledigheden har toppet trods dette,« siger Jan Rose Skaksen.

Seniorøkonom i Danske Bank, Christian Hilligsøe Heinig, siger da også, at bankens nye skøn for ledigheden bygger på en forventning om, at økonomien udvikler sig mere positivt i den kommende tid og ikke stoppes af nye negative overraskelser fra udlandet.

»Men de fleste tal for dansk økonomi overrasker for tiden i positiv retning. Det svage økonomiske opsving er ved at vinde fodfæste. Så vi tror ikke, at der er nogen ny nedtur lige om hjørnet,« siger han.

Skal den seneste prognose fra Danmarks Nationalbank over ledigheden blive virkelighed, så skal arbejdsløsheden stige med voldsomme 12.500 personer hver eneste måned året ud. Det er en kæmpe stigning, især når det ses i lyset af, at ledigheden de sidste seks måneder har ligget uændret eller er faldet svagt.

DI: Først i 2011

Også økonom i AE-rådet, Frederik I. Pedersen, medgiver, at ledigheden har overrasket stort på det sidste, især hvis det ses i lyset af den vækst og produktivitet, der er set: »Så det kan ikke afvises, at vi er ved en vending. Men vi tror den bliver langsom. Det vil tage lang tid, før vi ser en meget synlig fremgang i beskæftigelsen.«

Frederik I. Pedersen tilføjer, at også de vil nedjustere deres skøn for ledigheden, næste gang de udsender en økonomisk prognose. Dermed følger de efter også Finansministeriet, vismændene og mange andre, som også har sænket deres bud på, hvor højt arbejdsløsheden kommer op i den nære fremtid, men ingen har dog endnu, som Danske Bank, forudsagt en faldende arbejdsløshed.

Hos DI siger arbejdsmarkedspolitisk chef, Steen Nielsen, at de først tror på stigende privat beskæftigelse i 2011.

»Mange virksomheder har reduceret overarbejdet hos ansatte betydeligt, eller ladet ansatte gå på nedsat tid. Der er også en del, som har givet folk ekstra ferie. De ting vil man spole tilbage mange steder, før der ansættes nye medarbejdere,« siger Steen Nielsen.

Noget af det ventede fald i ledigeheden skyldes, at der aktiveres flere end før. Aktiverede trækkes nemlig ud af statistikken for antallet af arbejdsløse.

En anden joker er arbejdsstyrken, som er faldet ganske betydeligt det sidste års tid. Den venter Danske Bank vil begynde at vokse igen, idet flere vil melde sig klar på arbejdsmarkedet, når muligheden for at få et job bliver bedre.

Bliver denne stigning i arbejdsstyrken stor, kan det gøre faldet i ledigheden mindre end ellers ventet. Men det nærmest altafgørende er, om væksten i dansk økonomi tager til.

 




Markedet lige nu