På tre år er antallet af danske virksomheder næsten fordoblet i Indien. Her er der – trods finanskrisen – stadig høj vækst og gode forretningsmuligheder. Ambassadør Ole Lønsmann Poulsen giver en kort guide til, hvad man bør holde øje med i Indien.
28. maj 2009, 20:36 – opdateret 28. maj 2009, 20:48
NEW DELHI: Der var ingen hurraråb, men stemningen var ganske opløftet, da Danmarks ambassadør, Ole Lønsmann Poulsen, i onsdags inviterede danske og indiske erhvervsfolk inden for i sit hjem i New Delhi.
Det danske erhvervsliv i Indien rundede nemlig et skarpt hjørne, da virksomhed nummer 100 for nylig etablerede sig med egen adresse.
Det går stærkt nu
Direktør for LBH International, Mogens Lindholm Hansen, tog glad og stolt imod lykønskningerne. Med ambitioner om at blive markedsførende inden for nicheudstyr til energisektoren, har LBH International også en del at se frem til.
Ambassadøren mener, at det er værd at markere, at Danmarks erhvervsliv for alvor har fået øje på potentialet i det nye vækstland, der som Kina bliver spået en økonomisk stormagtsrolle om 35-40 år.
»Da jeg kom til Indien for tre år siden, brystede vi os af, at vi havde 60 etablerede danske virksomheder i Indien. I dag har vi rundet 100, så det går stærkt nu, og farten bliver ikke sat ned. Jeg forventer, at der kommer 20-25 flere virksomheder inden for det næste år,« siger Ole Lønsmann Poulsen.
Han mener, at der er flere forklaringer på det massive indryk, der bedst kan sammenfattes som »rigtig gode muligheder«.
Som en analyse fra cheføkonom Jacob Warburg, Danmarks Eksportråd, viste tidligere på året, så er Indien en af de asiatiske vækstøkonomier, der klarer sig bedst under finanskrisen. Middelklassen er blandt andet med til at holde gang i hjulene med et stort indenlandsk forbrug.
Indien klarer sig godt
Finanskrisen har rykket kraftigt ved styrkeforholdene i verdens økonomier, og Ole Lønsmann Poulsen mener, at det som virksomhed nu kan være endnu mere relevant at overveje Indien i forretningsplanen.
»Under højkonjunkturen i Vesten havde mange danske virksomheder naturligt nok travlt med nærmarkederne. Indiens årlige vækstrate er dalet fra otte til ni procent til omkring fem procent, men landet skiller sig ud ved stadig at have en høj økonomisk fremgang, og det gør markedet ret så interessant,« siger han.
Sektorer med fart i
Ole Lønsmann Poulsen nævner fire sektorer, der de seneste år særligt har været interessante for de danske virksomheder. Det er sektorer, som fortsætter med at vokse.
Ambassaden i New Delhi har specialiseret sig i virksomhedsrådgivning i disse sektorer, men hjælper enhver virksomhed, der ønsker at gennemføre en forretningsidé i Indien.
Danmark og Indien har haft et tæt samarbejde om vindenergi i årtier, og energiområdet er – bredt set – et vækstområde med gode synergimuligheder.
På sundhedsområdet har Danmark også meget at tilbyde, mener Ole Lønsmann Poulsen. I Bangalore har en klynge af farmaceutiske virksomheder – Novo Nordisk, Lundbeck og Coloplast – succes med både at bruge Indiens højtuddannede arbejdsressourcer og markedet.
»Sundhed og behandling er meget i fokus i Indien, og det felt er vi jo stærke på i Danmark. Derfor kan vi hjælpe med medicinsk udstyr og serviceydelser til det indiske sundhedssystem,« siger Ole Lønsmann Poulsen.
Det tredje spirende sektorområde er fødevareforarbejdning. Store dele af fødevarerne i Indien bliver fordærvede på vejen fra jord til bord, og derfor er der også bud efter danske erfaringer med at opbevare og forarbejde f.eks. juice, kød og mejerivarer.
»Og den fjerde sektor er infrastruktur, hvor Indien har enorme udfordringer, særligt på landet. Men nu investerer regeringen stort, så der er også noget at arbejde med for Danmark. Vi har dygtige rådgivningsfirmaer og er i det hele taget stærke på en masse nicher, blandt andet lufthavnsbelysning, hvor vi kan medvirke til at bygge Indien op,« siger Ole Lønsmann Poulsen og kommer med det sidste råd:
»Der kan være en mental hurdle, som skal overskrides over for at komme til Indien. Men kom herud og vurder mulighederne. Der er masser af strenge at spille på, og vi (ambassaden, red.) kan hjælpe.«




























