Fornyet mulighed for at få hjælp til eksport - men bankerne nøler.
8. september 2010, 14:56
Erhvervspakken for små og mellemstore virksomheder forlænges til udgangen af 2011. Det oplyser Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen onsdag.
Dermed tilgodeses de mindre virksomheder, iværksætterne og de mindre eksportører.
Mange små og mellemstore virksomheder har fortsat svært ved at skaffe finansiering til eksport, og derfor glæder det erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, at eksportstøtteordninger såsom ordningen om eksportkaution forlænges.
Bankerne skal dog være langt mere villige til at deltage, lyder det.
- Størstedelen af kautionerne er udstedt af ganske få banker, og kun en tredjedel af landets banker er tilmeldt ordningen. Hvis der for alvor skal gang i eksportkautionerne, skal vi sørge for, at flere banker deltager i ordningen og tilbyder produktet til deres kunder, siger Kristoffer Klebak, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Få penge brugt
Af de to milliarder kroner, som er til rådighed under eksportkautionsordningen, er der blot givet tilsagn om kautioner for cirka 25 procent.
Foruden bankernes manglende vilje er mange små og mellemstore virksomheder end ikke opmærksomme på muligheden for eksportkaution. Derfor bør der en stærkere markedsføring til.
En af ordningens facetter er eksempelvis, at underleverandører til eksporterende virksomheder også kan hente finansiering ad denne vej. Det kan mange virksomheder drage fordel af at vide.
Erhvervspakken for små og mellemstore virksomheder forlænges til udgangen af 2011 med følgende justeringer:
- Tilbud om eksportforberedelse, eksportstart og fælles eksportfremstød styrkes med yderligere 15 mio. kr. Der er således i alt afsat ca. 70 mio. kr. til en ekstra eksportfremmeindsats i 2010 og 2011.
- Kom-i-gang-låne ordningen styrkes med ekstra 100 mio. kr.
- Rammen for Vækstkaution justeres, så der flyttes midler fra lån til projekter, der kan få realkreditfinansierng, til lån til projekter, der handler om forretningsudvikling.
- Udmøntningen af 500 mio. kr. til risikovillig kapital forlænges til 2011. På nuværende tidspunkt er der givet tilsagn om ca. 410 mio. kr.
Sådan får du fingre i eksportkaution:
Det maksimale beløb pr. virksomhed er 50 mio. kr. Ansøgninger om kautioner på mindre end fem millioner kroner, har en særlig hurtig sagsbehandlingstid.
EKF kautionerer for virksomheden for op til 80 procent af drifts- og oparbejdningskreditten, mens banken tager 20 procent af risikoen.
Præmien fastsættes i henhold til EU’s statsstøtteregler, som varierer fra 0,4 til 6,3 procent pr. år. De fleste mindre virksomheder kan forvente en relativ høj rente.
De enkelte kautioner kan løbe i op til tre år.
Yderligere information om ordningen kan findes på www.ekf.dk
For råd og vejledning om ansøgning skal henvendelse rettes direkte til egen bank, da det er bankerne, der behandler ansøgninger om eksportkaution.




























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten