Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansk Erhverv: Forslag om sundhedsskat i strid med skattestop

Det Økonomiske Råd foreslår, at danskerne skal til at betale skat for at dække udgifterne til sundhedsområdet i fremtiden. Dansk Erhverv vil holde fast i skattestoppet.

Det Økonomiske Råd har 22. oktober 2009 offentliggjort sin efterårsrapport, hvor vismændene er kommet med et opsigtvækkende forslag til en ny skat.

Skatten skal dække sundhedsudgifterne i Danmark, som forskergruppen Dream i begyndelsen af oktober gav skyld for at være hovedårsagen til et økonomisk hul i statskassen på cirka 40 milliarder kroner.

- Forslaget om en ny selvstændig sundhedsskat går direkte imod det, som lige er blevet vedtaget med skattereformen. Her afskaffer man mellemskatten og udfaser sundhedsbidraget - den tidligere amtsskat - som gradvist over de kommende år konverteres til bundskat. Det vil sige, at udviklingen med den nye skattereform er en forenkling af den personlige beskatning - og det er en målsætning, som Dansk Erhverv er enig i, siger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.

Han fortsætter:

- Nu foreslår vismændene så et nyt sundhedsbidrag, der reelt vil indebære et højere skattetryk. Dels er forslaget jo i strid med skattestoppet. Dels burde det heller ikke være nødvendigt med et højere skattetryk end de nuværende cirka 48 procent. Det må være muligt inden for den samlede offentlige økonomi på cirka 800 milliarder kroner at omprioritere til fordel for sundhedsområdet, hvis det er det, der er et politisk ønske om. Her kan man blandt andet pege på de store uudnyttede muligheder, der på en række områder ligger i et langt dybere og mere systematisk offentlig-privat samarbejde, hvorved såvel private aktører som privat finansiering kan bidrage til at aflaste den særdeles pressede og p.t. stærkt forgældede offentlige økonomi, siger Bo Sandberg.
 
Enkelte positive kommentarer kommer der dog fra erhvervsorganisationen. Men de bliver overskygget af det store billede.
 
- Set med teoretiske økonom-briller er det for så vidt sympatisk, at man på den måde vil sikre en større budgetdisciplin ved at synliggøre udgifterne på sundhedsområdet - og ikke mindst sikre, at de nuværende generationer kommer til at betale for nutidens forbrug af sundhedsydelser i stedet for at skubbe regningen videre til kommende generationer. I virkelighedens verden er det dog et politisk tonedøvt forslag - blandt andet fordi der desværre åbenlyst ikke er den politiske vilje til at modsvare denne sundheds-skattestigning med reformer på arbejdsmarkedet eller med offentlige besparelser. Men det er selvfølgelig heller ikke Det Økonomiske Råds opgave at anlægge en politisk anskuelse. De er ikke på valg, påpeger Bo Sandberg.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu