Byggeri og infrastruktur skal ikke glemmes i velfærdsløfterne i den kommende valgkamp, skriver Dansk Byggeri i en kommentar.
24. oktober 2007, 13:43
I kampen om at tilbyde flere hænder i det offentlige skal byggeriet ikke glemmes. Det skriver Dansk Byggeri i en kommentar angående det kommende folketingsvalg. Samtidig kalder byggeriets brancheforening det fornuftigt, at statsministeren har valgt at udskrive valg, så kommende vigtige beslutninger kan blive taget på et rent bord.
Dansk Byggeri sætter også fokus på, at Infrastrukturkommissionens forslag ikke må blive glemt efter valgkampen, da en konkurrencedygtig økonomi kræver en velfungerende infrastruktur.
Endelig mener brancheforeningen, at det er vigtigt, at Danmark sætter ambitiøse mål for vedvarende energi, hvilket ikke må glemmes i valgkampen, hedder det.
/ritzau/






























































