Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danmark skraber bunden som iværksætter-nation

Kun i Belgien og Japan blev der etableret færre nye virksomheder per indbygger end i Danmark i 2009.

Det bliver meget svært at opfylde statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ambitioner om, at Danmark skal være blandt de tre lande i verden, der udvikler flest vækstvirksomheder i 2020 og blandt de førende på feltet i Europa 2015.

En ny global undersøgelse viser, at Danmark i 2009 er røget helt i bund, når det gælder etablering af nye iværksættervirksomheder. Kun Belgien og Japan klarer sig dårligere blandt verdens 20 mest udviklede lande. Det er Danmarks hidtil dårligste placering i de ti år den såkaldte Global Entrepreneurship Rapport er lavet, oplyser rapportens danske koordinator, adm. direktør Torben Bager, fra Iværksætterakademiet IDEA i Kolding.

- Til og med 2006 steg iværksætterraten, men vi må konstatere, at lavkonjunkturen har svækket lysten og mulighederne for at sætte nye danske virksomheder i drift, siger Torben Bager.

Svækkelsen af iværksætteriet opleves overalt i den vestlige verden, men Torben Bager noterer alligevel, at lande vi normalt kan sammenligne os med som eksempelvis Island, Norge, Holland og Schweiz er rykket fra Danmark i de senere år.

- For eksempel er det overraskende, at krisen ikke har svækket værksætterlysten i Island mere end tilfældet er, siger Torben Bager.

Læs også på ErhvervsBladet.dk:
Krisen dræber iværksætteriet
Det kniber med at overføre viden

Flere overlever

I Danmark kan vi trøste os med, at vi ligger i top, når det gælder overlevelsesraten af iværksættervirksomheder. Kun en ud af tre danske iværksættervirksomheder lukker inden for 12 måneder efter etableringen. Desuden er de danske iværksættere pænt placeret internationalt med hensyn til vækstforventninger og innovationshøjde.

- Danske iværksættere er generelt bedre uddannede end i andre lande, Når de endelig begynder for sig selv, er der større chancer for, at deres virksomheder overlever, siger Torben Bager

Han vurderer, at der trods alt i Danmark er en underliggende positiv tendens vedrørende iværksætteri. Han tror derfor også, at de danske tal vil blive bedre i de kommende år.

- Men det bliver svært - for ikke at sige umuligt - at opfylde regeringens ambitioner på iværksætterområdet, tilføjer han. Det skyldes, at en høj overlevelsesrate ikke er nok til at kompensere for det lave antal nye virksomheder.

Bedre koordinering

Chefkonsulent Sune Jensen, der varetager iværksætterområdet for Dansk Industri, kalder tallene nedslående.

- Da det gik godt med iværksætteriet i de første syv år af det forrige årti, var vi bekymrede for, om de fine resultater alene skulle tilskrives de gode konjunkkturer. De nye tal bekræfter desværre vores værste anelser.

Sune Jensen mener, at regeringen nu må gøre en indsats for at konkretisere under hvilke former, der skal undervises i iværksætteri i uddannelsessystemet. Han ser også gerne, at innovtionsordninger med puljemidler saneres.

Analysechef Søren Friis, Dansk Erhverv, ser tallene som et udtryk for en svag dansk iværksætterkultur.

- De fleste af os er galoperende tryghedsnarkomaner, og når risikoen stiger, lægges alle planer på hylden. Hvis politikerne ønsker at gøre en forskel, skal de kigge på uddannelsessystemet, på skattesystemet og på adgangen til risikovillig kapital.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K).

 




Markedet lige nu