I 2009 havde samtlige 27 EU-lande underskud på de offentlige finanser, og blot fem lande kunne leve op til ØMU-kriterierne om højst at have et underskud på tre pct. af bruttonationalproduktet, herunder Danmark og Sverige.
3. maj 2010, 13:26
Ifølge tal fra Danmarks Statistik og EUs statistiske kontor, Eurostat, havde Danmark ifølge EU-definitionen et underskud på de offentlige finanser på 2,7 pct. af bruttonationalproduktet sidste år. Det var mindre end halvdelen af gennemsnittet i hele EU og betyder, at Danmark er et blandt blot fem lande, som kunne leve op til ØMU-kriterierne om højst at have et budgetunderskud på tre pct. af bruttonationalproduktet.
De andre lande var Finland, Estland, Luxembourg og Sverige, der er EUs dydsmønster, med et underskud på blot 0,5 pct. af det svenske bruttonationalprodukt.
Samlet set havde EU-landene et underskud på de offentlige finanser på 6,8 pct. af bruttonationalproduktet, hvilket er en markant forværring i forhold til 2008, hvor underskuddet var på 2 pct., og de to foregående år, hvor underskuddet var på omkring 1 pct.
Blandt de hårdest ramte lande er, ikke overraskende, Irland, Grækenland, Storbritannien og Spanien, der sidste år havde budgetunderskud på mellem 11,2 og 14,3 pct., med Irland i front. Med til historien hører dog, att Eurostat stiller sig tvivlende over for økonomiske data fra Grækenland, og derfor har taget forbehold for rigtigheden af det græske budgetunderskud på 13,6 pct. sidste år.
Også når det kommer til den offentlige gæld ligger Danmark i den absolut pæne ende. Ifølge ØMU-kriterierne må den offentlige gæld højst være på 60 pct. af det enkelte lands bruttonationalprodukt, men knap halvdelen, eller 12 ud af 27 lande, kunne ikke leve op til det krav.
Estland er det mindst forgældede land, med en offentlig ØMU-gæld på blot 7,2 pct. af bruttonationalproduktet, mens Danmarks tal er 42 pct. Til sammenligning er den offentlige gæld i hele EU på 74 pct., og dermed klart over ØMU-grænsen, med Italien og Grækenland klart i spidsen. De to Middelhavslande har hver en offentlig gæld på 115 pct. af deres bruttonationalprodukt.






























































