Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danmark får baghjul på venturemarkedet

Sverige og Norge er bedre til at understøtte deres vækstvirksomheder end Danmark.

Vore to skandinaviske brodernationer Sverige og Norge viser nu Danmark baghjul, når det gælder venture-investeringer i nye lovende vækstvirksomheder.

Det fremgår en ny undersøgelse af de europæiske markeder for venturefinansiering, som er lavet af Vækstfonden. Mens Sverige hele tiden har været bedre til at finansiere nye vækstvirksomheder, har også Norge nu passeret Danmark.

Danmark er dog stadig det femtebedste land i Europa, når det gælder om at finansiere nye virksomheder med venture-kapital, mens Norge er nummer fire og Sverige er nummer to.
Det bedste venturemarked i Europa findes stadig i Storbritannien, men ligesom herhjemme er også det engelske venturemarked ramt hårdt af finanskrisen.

På positivsiden tæller det, at 2008 var året, hvor udenlandske investorer i særlig grad fik øje for investeringsmulighederne i Danmark.
Flere investeringer
Det fremgår samtidig af den nye undersøgelse, at der skal investeres betydeligt mere i nye virksomheder, hvis Danmark skal indtage en førsteplads i Europa for venture-investeringer.
Regeringen har i sin globaliseringsplan som mål, at Danmark i 2015 skal blive bedst i Europa til at udvikle vækstvirksomheder.
En førsteplads vil kræve, at de danske ventureinvesteringer bliver fordoblet. Samtidig skal der ske en tredobling af investeringerne i de vækstvirksomheder, der befinder sig i deres helt tidlige udviklingsfase.
På det område faldt aktiviteten i Danmark i 2008.

I regeringens seneste vækstpakke er der dog afsat en halv mia. kr. til blandt andet at sikre flere investeringer i nye vækstvirksomheder.

Vigtig energisektor

Vicedirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard, forklarer Norges forstærkede position med, at landets energisektor betyder meget for investeringerne i det norske venturemiljø.
Energisektoren er ikke så hårdt ramt af det økonomiske tilbageslag som andre sektorer.
Bedre indkøb
Søren Hougaard, professor i innovation og entrepreneurship ved Handelshøjskolen i København, tilføjer, at der specielt i Sverige er en længere tradition for at udvikle vækstvirksomheder via venturekapital.

Samtidig er de større svenske og norske virksomheder bedre til at finde projekter, som er egnede for ventureinvesteringer. De svenske og norske statsmyndigheder er desuden ifølge Søren Hougaard bedre til som indkøber at skabe efterspørgsel på de produkter og ydelser, som nye innovative vækstvirksomheder tilbyder.

Målingen af Danmarks status på markedet for ventureinvesteringer omfatter seks dimensioner: Rejst kapital, antal investeringer i virksomheder på deres tidligste stade, offentlige venture-investeringer, danske ven-tureinvesteringer i udlandet, danske ventureinvesteringer herhjemme og en sammenligning af lånemarkederne i de forskellige lande.

 




Markedet lige nu