Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

DA: Valg skal handle om arbejdskraft

Spørgsmålet om at skaffe flere hænder til virksomheder må være helt centralt i valgkampen, vurderer Dansk Arbejdsgiverforening.

Valgkampen skal handle om at skaffe nok hænder til de danske virksomheder. Politikerne har nemlig lovet mere, end der er råd til, lyder kommentaren fra Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen.

- Den politiske debat i Danmark har handlet alt for meget om, hvordan vi skal bruge pengene og alt for lidt om, hvordan vi kan tjene dem. Det glemmes alt for ofte i debatten, at vi endnu ikke har fået løst vores fundamentale økonomiske holdbarhedsproblem. På kort sigt drejer det sig om at sikre flere medarbejdere, så opsvinget ikke brænder sammen, siger Neergaard Larsen.

Han tilføjer, at det på længere sigt handler om, hvordan der overhovedet skal blive råd til det velfærdssamfund, som politikerne har lovet befolkningen.

- Det er derfor afgørende, at valgkampen kommer til at handle om, hvordan vi kan få flere her i landet i arbejde eller til at arbejde mere, og hvordan vi kan tiltrække kvalificerede medarbejdere fra udlandet, siger Neergaard Larsen.

/ritzau/

 




Markedet lige nu