Konglomerater - koncerner med forskelligartede virksomheder - er igen blevet populære.
18. september 2009, 06:54 – opdateret 19. maj 2012, 18:06
Efter flere år som aktiemarkedets yndlingsaversion har den økonomiske afmatningen sendt dem tilbage i det gode selskab. En række af de bestyrelsesmænd, som står i spidsen for danske konglomerater, ser lysere tider, og eksperter giver dem ret i at moden er ved at vende. Det skriver dagbladet Børsen.
De var engang de altdominerende giganter. Siden har mange tabt styrke, og de største af dem, som amerikanske General Electric og tyske Siemens, er faldet på listerne over verdens største virksomheder.
I Danmark er A.P. Møller-Mærsk det mest kendte eksempel på et konglomerat, og også herhjemme har de største selskaber historisk været bygget op med mange forskellige forretningsområder. Listen tæller blandt også ØK, Skandinavisk Holding, NKT og Schouw & Co.
Argumentet var, at en virksomhed med mange forretningsområder spredte sin risiko. Men de fleste har ment, at konstruktionen medfører, at selskaber i konglomerater ikke er fokuserede nok og derfor er mindre effektive, end dem som står alene.
Det pres, vi har set tidligere fra især aktiemarkedet, om at diversificering var helt galt, er ved at tage af. Jeg mener, at det er positivt, at dem som virkelige har forstand på det, nemlig virksomhedslederne, træffer beslutningen om, hvor diversificeret en virksomhed skal være,« siger Martin Jes Iversen, lektor på CBS.






























































