Tag i byggemarked kl. 2 om natten! Den nye lukkelov udvider butikkernes mulighed for at holde åbent, så det passer kunderne.
1. juli 2010, 06:05
I dag træder den nye lukkelov i kraft, der indebærer en trinvis liberalisering af lukkeloven, så butikkerne kan holde åbent i længere tid end i dag.
- Hovedindholdet i den nye lukkelov er, at butikkerne må holde åbent til kl. 20 om lørdagen og flere søndage end i dag. Den udvidede adgang til at holde søndagsåbent gælder både den første og den sidste søndag i måneden samt fire andre søndage i løbet af året, forklarer Mette Feifer, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Derudover bliver flere butikker helt undtaget fra lukkeloven, så de i princippet kan holde åbent døgnet rundt året rundt. Det drejer sig bl.a. om byggemarkeder, bagere og mindre butikker, der sælger artikler til huset og haven som eksempelvis maling, VVS, hårde hvidevarer, møbler med flere.
- Butikkerne får fra den 1. juli mulighed for at holde mere åbent– men om butikkerne benytter sig af den mulighed, er naturligvis op til dem selv, siger Mette Feifer.
Fakta
For alle de butikker, der ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelser, vil der blive tale om en trinvis liberalisering af lukkeloven.
- Fra den 1. juli 2010 vil alle butikker kunne holde åbent lørdage til kl. 20 samt 30 søndage om året Det drejer sig om den første og sidste søndag i hver måned, alle søndagene i december måned samt yderligere 4 søndage om året.
- Det er dog en betingelse, at søndagene ikke falder på helligdage, juleaftensdag og Grundlovsdag eller nytårsaftensdag efter kl. 15.00, hvor der ikke må ske detailsalg.
- På lørdage udvides åbningstiden fra kl. 17.00 til kl. 20.00 for alle butikker.
- Fra den 1. oktober 2012 ophæves reglerne om lukketider helt på nær på helligdage og enkelte andre dage. Det vil sige, at alle butikker får mulighed for at holde åbent alle dage, herunder alle søndage, på nær på helligdage, Grundlovsdag, juleaftensdag samt nytårsaftensdag efter kl. 15.00.
Fritagelser fra lukkeloven fra d. 1/7 2010
- Fra den 1. juli 2010 træder nogle nye undtagelsesbestemmelser i kraft for bl.a. bagere, byggemarkeder, møbelforretninger og andre butikker, der sælger artikler til hus og have.
- Undtagelsesbestemmelserne betyder, at de pågældende butikker må holde åbent døgnet rundt, året rundt allerede fra d. 1/7 2010. Derudover gælder alle eksisterende undtagelsesbestemmelser fortsat.
- Butikker med en omsætning på under 30,5 mio. kr. om året (inkl. moms) bliver fritaget fra lukkelovens bestemmelser fra d. 1/7 2010, hvis mere end halvdelen af deres omsætning stammer fra varegrupper, der kan karakteriseres som hørende til huset.
- Ud over egentlige bygge- og vedligeholdelsesmaterialer omfatter bestemmelsen inventar som eksempelvis møbler, udsmykning, lamper, musik- og tv-udstyr, hårde hvidevarer, udstyr til køkken, badeværelse og soveværelse, artikler til haven som eksempelvis havemøbler, grill og varmelamper mv., materialer til bygning og vedligeholdelse af fastejendom som sælges i VVS-forretninger, maler- og tapetforretninger, farvehandlere, tømrer- og trælastudsalg, havecentre, køkken- og badeværelsesforretninger og lignende.
- Derimod vil ”personlige effekter” som tøj, sko og smykker, legetøj, sportsudstyr, telefoner og lignende varer ikke være omfattet af bestemmelsen. Derudover vil byggemarkeder og bagere blive undtaget fra lukkelovens bestemmelser, uanset at deres omsætning overstiger de 30,5 mio. kr. om året.






























































