Den økonomiske nedtur truer med at sende 600.000 briter ud i arbejdsløshed til næste år.
29. december 2008, 15:19 – opdateret 29. december 2008, 15:22
Helt op mod 600.000 briter kan miste jobbet i løbet af 2009. Sker det bliver næste år det værste på det britiske arbejdsmarked siden 1991.
Det viser en rapport fra The Chartered Institute of Personnel and Development, CIPD, offentliggjort mandag.
Økonomer advarer om, at den britiske økonomi bliver hårdt ramt af den globale krise, og at antallet af arbejdsløse meget vel kan nå op på tre millioner, inden den økonomiske nedtur vender til opgang.
Titusinder er allerede blevet fyret i Storbritannien, siden krisen slog igennem i begyndelsen af efteråret.
CIPD forudser, at der ved udgangen af 2009 er 2,8 millioner uden arbejde, hvilket er én million flere end i efteråret i år.
John Philpott ved CIPD vurderer, at de første måneder af 2009 bliver de værste på det britiske arbejdsmarked i flere årtier med en dramatisk stigning i antallet af arbejdsløse.
/ritzau/Reuters






























































