Bordelmutter frygter politiet, selvom hun har forsøgt at gøre sin sexklinik lovlig. Måske politikerne skal se på loven, siger juraprofessor.
15. september 2010, 08:34 – opdateret 15. september 2010, 08:37
Politiet vil komme efter flere bordelmødre, hvis Anni Brinch, bedre kendt som Anni Fønsby, bliver dømt for rufferi ved Retten i Odense. Det frygter flere af landets bordelmødre, som ellers hævder, at de ønsker at drive lovlige virksomheder. Det skriver Nyhedsbureauet Newspaq.
- Hvis Anni bliver dømt for rufferi, så vil det starte en heksejagt på alle os andre i branchen, siger bordelmutteren Dana til Newspaq. Hun har været i branchen i fire år, og laver til daglig vagtplaner, vasker og gør rent for op til 20 prostituerede.
Må ikke tjene på prostitution
Hun ønsker ikke at stå offentligt frem, og Dana er hendes "kunstnernavn". Politiets Nationale Efterforsknings Center (NEC) har været i kontakt med Dana, fordi hun søgte efter en ejendom til at drive sit bordel. Hun spurgte, hvordan hun kunne gøre det lovligt, så hun ikke kom i karambolage med myndighederne.
- De fortalte mig, at så længe bordeldriften ikke var min hovedindtægt, så var det i orden med dem, fortæller Dana. Det har hun overholdt, men hun regner dog alligevel med, at politiet kommer efter hende.
Hos NEC kan politiinspektør Kim Kliver ikke forstå den udmelding fra Dana. Han vil dog kun udtale sig generelt.
- Hvis man er bagmand og har prostituerede ansat hos sig og genererer indtjening fra dem, så er det efter politiets opfattelse ulovligt, siger han til Newspaq.
140 år gammel lov
På trods af den klare udmelding er lovgivningen på området dog ret uklar, og dommeren i Anni Brinch sagen regner på forhånd med, at det kommer til at vare længe, når han i dag sætter sig sammen med domsmændene for at votere.
Loven siger, at "det er ulovligt at holde bordel", men uddyber ikke, hvad det vil sige. Samtidig står der i 'Den Kommenterede Straffelov', som er en håndbog for jurister, at begrebet "volder problemer i retspraksis". Det hænger måske sammen med, at rufferi-paragraffen stort set ikke har ændret sig i mere end 140 år.
Den har således overlevet både pornoens frigivelse, alfonseri-reglens ophævelse og lovliggørelse af prostitution.
Tidligere professor i strafferet Vagn Greve mener dog ikke, at det er loven, den er gal med. Loven er blot udtryk for politikernes holdning.
- Det er meget tænkeligt, at rufferi-paragraffen trænger til en revision. Men det er op til politikerne at tage stilling til, hvor vi skal gå hen, siger Vagn Greve.






























































