Nye tal for antallet af uddannelsesaftaler viser, at kampagne med bonus til virksomhederne åbenbart har hjulpet.
10. maj 2010, 14:40
Efterårets praktikplads-kampagne med en præmie til virksomhederne på 50.000 kroner pr. ny lærling har åbenbart knækket den negative kurve for nye praktikaftaler.
Nye praktikpladstal fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at der indgås flere aftaler om pladser til lærlinge, fortæller Håndværksrådet i en udsendt pressemeddelelse.
Udviklingen skyldes ifølge Håndværksrådets seneste konjunkturundersøgelse i meget høj grad den praktikpladspræmie på 50.000 kr. pr. ny lærling, som blev indført i efteråret. For anden måned i træk er antallet af indgåede uddannelsesaftaler større, end det var i 2009.
- Den store præmie og bonus på 50.000 kr. for hver ny uddannelsesaftale, som Håndværksrådet har kæmpet for, har nulige præcis den effekt, vi håbede på, siger Heike Hoffmann, uddannelsespolitisk medarbejder i Håndværksrådet.
Antallet af indgåede uddannelsesaftaler fra januar til og med marts 2010 er steget med 1 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
- Vi ved, at der bliver mangel på faglært arbejdskraft om få år. Derfor er det meget positivt, at færre unge nu tabes på gulvet, fordi de ikke kan få foden indenfor på uddannelsen eller kan færdiggøre deres uddannelse, siger Heike Hoffmann.
Håndværksrådet opfordrer derfor politikerne til at forlænge præmie- og bonusordningen til efter 2010, så de positive tendenser ikke stopper, når ordningen udløber.



























































