Arbejdstilsynet sætter om få uger ind med massive kontrolbesøg af transportvirksomheder. Især det psykiske arbejdsmiljø bliver gået efter i sømmene.
22. april 2008, 18:13 – opdateret 23. april 2008, 06:30
Chauffører og andre ansatte i transportvirksomheder landet over kan de kommende måneder se frem til en lang række besøg fra Arbejdstilsynet, både anmeldte og uanmeldte. Ansatte i transportbranchen er nemlig overrepræsenteret med 50 procent i statistikkerne for førtidspensionister ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Det skyldes både et stort antal arbejdsulykker og psykiske skader som stress og depressioner.
Derfor skal arbejdsmiljøet på 500 transportvirksomheder have et særlig grundigt eftersyn inden året er omme. Det er både medarbejdere, der transporterer gods samt bus- og taxachauffører, som skal indstille sig på at blive fulgt af en tilsynsførende i de kommende måneder.
»Det her handler om at fastholde flere på arbejdsmarkedet, og det er helt tydeligt, at transporterhvervet mister folk alt for tidligt og samtidig har svært ved at rekruttere nye af slagsen. Vi har screenet det meste af branchen sidste år, så vi ved hvilke virksomheder, vi vil undersøge i første omgang,« siger projektleder i Arbejdstilsynet, Trine Fonnesbæk Fritzbøger.
Arbejdstilsynet vil anmelde besøgene på en lang række af de fragtcentraler, som godschaufførerne benytter sig af. Her vil de opholde sig, når chaufførerne ankommer og se, om de udfører for tunge løft og spørge dem ind til deres arbejdsstillinger og til deres stressniveau. Dernæst vil de følge udvalgte chauffører med tilbage på virksomheden på et uanmeldt besøg for at se, om arbejdsvilkårene for chaufførerne er i orden.
Det er især løft og træk af varer, eksempelvis paller, der vejer flere hundrede kilo, som skaber problemer, samt de mange stillesiddende timer under transporten. Antallet af anmeldelser af arbejdsulykker i branchen er således steget med godt 1.000 fra 2003 til 2006.
» Vi forventer at opdage mange tilfælde, hvor de ansatte, både chauffører og lagermedarbejdere udfører belastende arbejde, især de tunge løft. Men vi vil også spørge ind til deres mening om arbejdspresset, om de er blevet udsat for trusler og vold, siger Trine Fonnesbæk.
Udover procedure fra fragtcentralen vil vrksomhederne i andre tilfælde blive ringet op at Arbejdstilsynet og dernæst få et besøg i de efterfølgende uger. Virksomheder kan blandt andet finde vejledning til besøgene hos Dansk Erhverv, der har udarbejdet en brochure med de vigtigste forberedelser.






























































