Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bølge af domæne-fup rammer Danmark

Et meget stort antal danske domæne-ejere modtager i disse dage henvendelser fra internationale domænehajer.

Både danske virksomheder og private er kommet i internationale domænehajers sigtekorn.

En af Danmarks største hostingfirmaer, One.com, oplever i disse dage et stort antal henvendelser fra bekymrede og forvirrede kunder, som har modtaget en tilsyneladende officielt udseende faktura.

Det er den dog ikke.

Der er derimod tale om internationale domænehajer, der for en periode har flyttet jagtmarkerne til Danmark.

Bundet til ny udbyder

Regningerne, der tikker ind i de danske mailbokse, ligner ved første øjekast helt normale fakturaer for internationale domænenavne. Problemet er imidlertid, at de tilsendte fakturaer er falske opkrævninger for ydelser, som kunderne allerede én gang har betalt til deres domæne-udbyder, nemlig registrering og fornyelse af deres domænenavne.

Priserne er også væsentlig højere end, hvad de danske domæneudbyder i gennemsnit holder sig.

- Inden for den seneste uge har vi modtaget lidt mere end 500 henvendelser fra kunder, der ikke forstår fakturaen. De fleste mistænker, at det er fup, og vil blot have mistanken bekræftet. Men cirka 20 af henvendelserne er fra kunder, der er kommet til at betale, fortæller support- og administrationsdirektør Thomas Medard Frederiksen fra One.com.

Udfylder kunden fakturaen, betaler han ikke blot en unødvendig regning. Det er nemlig så snedigt indrettet, at kunden dermed automatisk flytter sit domæne fra sin oprindelige udbyder til det udenlandske firma. Dermed overlades kontrollen over kundens domæne til firmaer uden for landets grænser.

Domænehajerne benytter navnene Domain Renewal Group, Domain Registry of America eller WorldWideWeb Register. Der er formentlig tale om det samme firma, der blot benytter flere aliasser. En fremgangsmåde, som de berygtede annoncehajer også ynder at bruge.

Blakket ry

En hurtig søgning på nettet afslører, at de tre nævnte firmaer har et noget blakket omdømme. Flere hjemmesider advarer mod, at det er rent fup.

Ifølge Thomas Medard Frederiksen fra One.com sker der ingenting, hvis man ignorerer disse regninger, og så længe domænet er hostet gennem en reel udbyder, er alle data samt domænenavn sikret.

Det er ikke første gang, at falske domæneregninger spøger hos de danske domæneejere, og første gang de var fremme, advarede Forbrugerstyrelsen om de selvsamme firmaer og metoder og understregede, at hvis man ikke ønsker at skifte hostingleverandør, skal man bare ignorere henvendelsen.

Indtil videre er det udelukkende ejere af .com, .net, .org, .info eller .biz-domæner, som har modtaget en hilsen fra udlandet

 




Markedet lige nu