Banker blåstempler rocker-forretninger

En lang række af landets største banker er med til at finansiere både rockermiljøets fæstninger og deres private forretninger enten ved at støtte rockernes pengemænd økonomisk eller yde direkte finansiering til de mange rockerborge landet over.

De danske rockergrupper Hells Angels og Bandidos nyder godt af økonomisk støtte fra det etablerede bankmiljø, der enten direkte eller indirekte leverer økonomisk støtte til grupperne og deres medlemmer.

En gennemgang, som Berlingske Business har foretaget af de danske rockergrupper, deres tilholdssteder og private virksomheder, viser således, at en af landets etablerede banker ofte står for finansieringen.

Eksempelvis har den krakkede Fionia Bank ydet lån til Hells Angels gruppen Nomads’ hovedkvarter på Amager, mens Danske Bank ud over at være bankforbindelse for den rockerrelaterede Lundberg-familie blandt andet er hovedbank for Bandidos-lederen Jan Bachmann Nielsen og hans private selskaber.

Moralsk dilemma

»Det er vanskeligt at generalisere, men man kan undre sig over, at man fra det etablerede erhvervsliv indlader sig med folk fra eksempelvis rockermiljøet. Det sender nogle uheldige signaler om, at man blåstempler den form for forretning,« siger Kim Kliver, leder af Det Nationale Efterforskningscenter (NEC), der koordinerer indsatsen mod det danske bandemiljø.

Vagn Pedersen, afdelingsleder ved Skats center for økonomisk kriminalitet understreger, at hverken banker eller erhvervsfolk, der yder økonomisk støtte til eksempelvis Hells Angels og Bandidos, gør noget ulovligt.

Men han mener, at man rent moralsk har et forklaringsproblem.

»Normalt ville de fleste have det sådan, at man ikke har lyst til at samarbejde med folk fra det miljø. Men når nogle alligevel gør det, rejser det et rent moralsk spørgsmål, om det er sådan en type mennesker man fra det etablerede erhvervsliv har lyst til at støtte,« påpeger han.

Typisk kan bankernes forretninger med rockermiljøet deles i to kategorier. Enten ved at en bank har pant i en ejendom, der huser rockernes hovedkvarter, eller også ved at et pengeinstitut direkte er bankforbindelse for en navngiven rockers private forretninger.

Typisk et dække

Som Berlingske Business kunne fortælle i søndags, har en lang række af landets fremtrædende rockere fra Bandidos og Hells Angels nemlig ofte private firmaer, som beskæftiger sig med forskellige ting så som byggeri og internethandel.

Ifølge myndighederne er det rockernes private forretninger, der blandt andet er med til at hvidvaske sorte penge tjent via eksempelvis narkohandel samt give de motorcykelglade bandemedlemmer et legalt dække for deres kriminelle forretninger.

Berlingske Business har forsøgt at få en kommentar fra bankernes brancheforening, Finansrådet, til, hvorfor flere banker vælger at yde lån til folk fra rockermiljøet. Pressechef Mikael Winkler oplyser dog, at organisationen ikke har nogen kommentarer til sagen.

Har du mødt rockere eller deres virksomhed på din arbejdsplads, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv til redaktionen@business.dk

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu