Asiatiske markeder bliver stadig vigtigere for danske virksomheder. Eksportvirksomheder og Udenrigsministeriet arbejder tæt sammen for at skabe mere fremgang.
18. august 2010, 10:19 – opdateret 18. august 2010, 10:22
Det er en fordel for danske virksomheder, at der er stor økonomiske vækst i asiatiske lande, eftersom væksten i de lande, som Danmark traditionelt eksporterer til, ikke bliver så stor i de kommende år.
Et tæt samarbejde mellem Udenrigsministeriet, ambassader og danske eksportvirksomheder skal styrke de danske positioner på asiatiske markeder.
Læs også: Danske selskaber stormer frem i Kina
- Hvis man går efter høj vækst, må man nødvendigvis se på markeder længere væk. I Asien og Sydamerika og nye vækstlande. Meget tyder på, at væksten vil være høj i de lande, og hvis man kommer ind på markedet nu som de første, er mulighederne store, siger udenrigsminister Lene Espersen (K)
Udtalelsen er en optakt til en konference, Global Networking, onsdag i Udenrigsministeriet København mellem repræsentanter for 300 danske virksomheder, ambassadører og Udenrigsministeriet.
Læs også: Vækstlokomotivet Kina
Hensigten med konferencen er blandt andet, hvordan danske virksomheder kan klare sig i konkurrencen på de nye markeder og diskutere, hvilke markeder der er af størst interesse for danske firmaer.
/ritzau/






























































