Annoncehaj-sagen har vokseværk

Efterforskningen i den verserende sag mod landets angiveligt største annoncehajer har ledt til yderligere ni forhold, som anklageren gerne vil have med.

Annoncehaj-sagen ved Københavns Byret ser ud til at blive endnu mere omfattende. Det kom frem, da politianklageren Janne Mortensen torsdag åbnede dagens retsmøde.

- I alt har efterforskning frembragt yderligere ni forhold, som jeg gerne vil have med i denne sag. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at have anklageskriftet klar til i dag, men det foreligger hurtigst muligt, fortalte Janne Mortensen under åbningen af gårsdagens retsmøde.

Forholdene drejer sig konkret om banktransaktioner mellem konti i både tiltalte Christian Johansens selskaber og tiltalte Lasse Schous selskab.

Med sidstnævnte har anklageren løftet sløret for en del af den bevisbyrde, der skal forklare, hvordan den tidligere annoncehaj-dømte Lasse Schou er impliceret i aktiviteterne i Christian Johansens selskaber.

Læs også:
Annoncehajernes nye moral

1-0 til de tiltalte i annoncehaj sag

Annoncehaj-sagen trækker i langdrag

Afhøring udskudt

Selvom afhøringen af de to sidste ”supersælgere” fra Christian Johansens selskaber var afsluttet allerede inden middag, blev tiltalte, advokater og tilskuere sendt hjem efter kun en halv arbejdsdag. Næste punkt på dagsordenen er afhøring af Lasse Schou.

- Men selvom der er tid til det i dag, vil jeg helst vente med afhøringen, til anklageskriftet ligger klart, sagde Janne Mortensen.

Dommeren gav positivt tilsagn, og heller ikke forsvarerne havde tænkt sig at stille sig på bagbenene ved udsigten til flere forhold, beviser og vidner.

- Rent undtagelsesvist regner jeg ikke med, at der vil blive protesteret. Men vi er naturligvis nødt til at se tillægget til anklageskriftet, før vi træffer en afgørelse, sagde Anders Nemeth, forsvarsadvokat for Lasse Schou.

Tre dage mere

Annoncehaj-sagens vokseværk lægger forventeligt tre dag mere til den i forvejen omfattende sag. Der er ikke udsigt til, at der falder afgørelse i sagen før til næste år

Ingen af vidnerne – de mange virksomheder, der føler sig fuppede af de tiltalte – har endnu afgivet forklaring. De kommer tidligst til orde sidst på måneden. Og ifølge salgsdirektøren, kunne sagen helt have været undgået, hvis de havde løst problemerne med ham frem for at henvende sig til Håndværksrådet, presse og politi.

- Hvis man i sin tid googlede Telefonbøgerne, stod der en masse dårlige ting om os på eksempelvis Hajnettet. Og der lå også en klageskabelon, som kunderne kunne printe og sende. Men hvis de i stedet for standardskrivelser var kommet direkte til os med deres utilfredshed, så ville situationen se meget anderledes ud, sagde den tidligere salgsdirektør i Christian Johansens selskaber Telefonbøgerne ApS, Copenhagen Business Administration ApS og CBA ApS.

Hvad forklaringen er på, at virksomhederne tilsyneladende foretrak myndighederne frem for salgsdirektøren kommer frem, når vidnerne skal afgive forklaring formentlig ved udgangen af denne måned.

 



Markedet lige nu