Liberal Alliance modtager direkte støtte fra Saxo Banks hovedaktionær Lars Seier Christensen, og Anders Samuelsen har tidligere meldt ud, at stifterens udflytning skal tages alvorligt. Partiformanden vil dog ikke forholde sig til bagmandspolitiets anmeldelse.
8. juli 2010, 12:09
Det har længe stået klart, at båndene mellem Liberal Alliance og Saxo Bank er stærke. Så stærke at partiet modtager direkte støtte fra bankens stifter og hovedaktionær, Lars Seier Christensen.
Og for nylig var partiets formand, Anders Samuelsen, ude og slå fast, at netop Lars Seier Christensens snarlige udflytning til Schweiz grundet hans bekymring for Danmarks økonomiske udvikling skal tages alvorlig.
I dag kom det så frem, at Saxo Bank er blevet meldt til bagmandspolitiet for blandt andet overtrædelser af ti regler for hvidvask. Anders Samuelsen forholder sig dog tavs i sagen.
"Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg kan ikke tage stilling til en verserende bank-sag," siger Anders Samuelsen til business.dk.






























































