Flere af landets fremtrædende konkurs-advokater frygter, at bagmændene i en række konkursramte ejendomsselskaber vil slippe for straf på trods af alvorlige mistanker om såvel straffelovsovertrædelser samt moms- og skatteunddragelser for hundredvis af millioner kroner.
5. oktober 2009, 08:24 – opdateret 19. maj 2012, 20:19
Det skriver Økonomisk Ugebrev.
Forklaringen er ifølge advokaterne, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) ikke har de nødvendige ressourcer til at efterforske sagerne, så det kan føre til domsfældelse af de mistænkte forretningsfolk.
- Jeg er bange for, at de slipper godt fra det. Ganske enkelt fordi, der ikke er - eller tilføres - de nødvendige ressourcer hos SØK til at løfte opgaven. Det vil være meget krænkende for retsfølelsen, hvis denne opgave ikke løses. Disse mennesker har handlet ejendomme med hinanden til højere og højere og helt urealistiske priser. Og i en række tilfælde er der mistanke om, at gevinsterne er ført ulovligt til udlandet, ligesom der også er mistanke om, at der er lavet skatte- og momsunddragelser. Det drejer sig om en lille personkreds, der har været involveret i det. Men som kuratorer må vi konstatere, at når vi har indgivet politianmeldelser, så sker der ikke mere, siger advokat Pernille Bigaard fra advokatfirmaet Plesner og formand for Foreningen af Danske Insolvensadvokater.
-Vi laver deciderede anmeldelser, hvor hele dokumentationen for, hvad der er galt, er samlet i ringbind. Politiet kan selvfølgelig have en anden opfattelse, og det er helt ok. Men det at der bare ingenting sker, det kan jeg næsten ikke bære, siger hun.
Senest forventes politianmeldelse fra kuratorerne i selskabet Centerplan mod manden bag selskabet, Carsten Leveau indgivet til SØK indenfor den nærmeste fremtid.
Centerplan var den næststørste kunde i Roskilde Bank med en låneramme på 815 millioner kroner. Det var også Roskilde Bank, der efter den var blevet overtaget af Nationalbanken, begærede Centerplan og Carsten Leveau konkurs.
Politianmeldelsen mod ham kommer til at ligge side om side hos SØK med blandt andet efterforskningssagerne mod spekulanten Kenneth Schwartz Thomsen og revisoren Steen Bryde, som også begge har været særdeles aktive på ejendomsmarkedet de seneste år. Og endnu flere sager ventes at havne hos politiet de nærmeste måneder.
RB-Børsen






























































