5. februar 2010, 05:00

Den helt ekstreme økonomiske politik, som lige nu føres ud i livet i store dele af verden, kan ende med at gøre mere skade end gavn. Renten er eksempelvis alt for lav hos verdens store centralbanker. Men der bruges også alt for mange offentlige penge på at puste liv i økonomien igen. Det skaber enorme underskud på de offentlige finanser og en historisk hård gældsætning, som giver store fremtidige problemer.

Det er cheføkonom i Saxo Bank, David Karsbøl, som peger på dette. Han går dermed op mod mere traditionelle økonomer, som anbefaler ekspansiv finans- og pengepolitik i dårlige tider. Den slags keynesiansk tankegods er dog forældet, mener David Karsbøl. Han peger på, at politikere og centralbanker »trækker pinen ud, frem for at gennemføre helt nødvendige tilpasninger.«

»Man forsøger nærmest for enhver pris, at holde gang i forbruget. Men der er brug for det stik modsatte, øget opsparing, efter flere år med massivt overforbrug, især i USA, men også andre steder, hvor der er underskud på både betalingsbalancen over for udlandet og de offentlige finanser.«

»På længere sigt bliver stort set alle vestlige lande nødt til at stramme finanspolitikken, fordi den demografiske udvikling går mod os. Udgifterne til det stigende antal ældre vokser særdeles kraftigt i mange lande. Derfor kan man lige så godt stramme finanspolitikken og stoppe overforbruget nu. Jo længere pinen udskydes, jo værre bliver den uundgåelige tilpasning. Centralbankerne burde også hæve renten hurtigst muligt, for at få os til at spare mere op. Det er nødvendigt, hvis vi vil have vækst igen,« siger David Karsbøl.

Han tilføjer, at politikerne har det med at blive ved med at bruge penge - lige ind til obligationsmarkedet tvinger dem til at stoppe, sådan som det ses i Grækenland nu.

Lav rente gavner banker

En øget opsparing og lavere statsligt forbrug vil gavne bankerne og give dem mere tilgængelig og billig kapital, som de så kan låne ud til virksomheder, der skaber vækst. Lige nu ses det modsatte.

Renten hos centralbankerne er historisk lav. Men virksomhederne får slet ikke gavn af den lave rente, fordi bankerne ikke gør pengene tilgængelige for hverken virksomheder eller forbrugere.

»Så de eneste, der for alvor har glæde af den lave rente, er bankerne selv,« siger David Karsbøl.

Han tilføjer, at ingen under normale omstændigheder vil låne penge ud til en rente på én procent, som renten er nede på nu.

»Den generelle usikkerhed er så stor lige nu, at renten reelt burde være oppe på ti eller 20 procent. Det er også den rente bankerne forlanger. Så den lave rente hos centralbankerne er mere en hjælp til banker, end det er en hjælp til økonomien.«

Efter David Karsbøls opfattelse burde opsparingen være steget på martkant vis allerede efter sidste krise, som satte ind efter it-boblen var bristet, og USA blev angrebet af terror i 2001. Det modsatte skete. Gælden steg, og forbrugerne fik lov at feste videre, fordi USAs centralbank, Federal Reserve, også dengang satte renten ned på dramatisk vis. Derfor står både USA og resten af verden nu med endnu større problemer.

Alvorlig recession

Havde centralbankerne ikke sænket renten nu, og var finanspolitikken blevet strammet i stedet for lempet nu, så var den globale økonomi formentlig endt i ganske alvorlig recession, erkender David Karsbøl.

»Men så var vi kommet videre, fordi både gældsætningen og den vilde spekulation i boligmarkedet var stoppet. Nu holdes hånden under en masse nødlidende banker. Krisen forlænges, ved at bruge for mange penge. Den rette medicin havde været både lavere skatter og lavere offentlige udgifter, og holdt renten oppe på et markant højere niveau. Erfaringen viser, at væksten for størstedelens vedkommende kommer fra små og mellemstore virksomheder, men det er netop dem, der ikke har adgang til kapital til at gennemføre gode ideer. Når jeg bifalder højere opsparing er det for at gøre penge tilgængelig til disse. Ikke for at finansiere statsligt overforbrug.«

En stramning af den økonomiske politik nu kunne muligvis godt give en stor stigning i arbejdsløsheden og deflation, hvor priserne falder. Men det ville kun have været sundt, vurderer David Karsbøl. Det er nemlig en myte, at faldende priser får det private forbrug til at gå helt i stå.

»Folk køber eksempelvis masser af fladskærme og computere, selv om de hele tiden bliver billigere. Hvad der for alvor kan få forbruget til at falde, er, hvis det offentlige bruger for mange penge og gældsætter et land for meget. Det skaber usikkerhed. Det får folk til at holde igen, fordi de godt ved, at en regning i form af stigende skatter skal betales før eller siden.«

De fleste økonomer anser deflation, altså faldende priser, for at være et af de største onder, som en økonomi kan blive udsat for. Men det mener David Karsbøl heller ikke.

Han siger, at det naturlige for en økonomi faktisk ville være, at lønnen holdt sig på et nogenlunde stabilt niveau, og priserne faldt med et sted mellem to og tre procent om året. Det ville nemlig svarer til, hvad produktiviteten er steget med i snit om året gennem de sidste 100 år eller mere endnu. På den måde ville folk opleve en stigende realløn og større velstand - selv om lønnen var konstant år efter år.

»Nu øger centralbankerne deres pengemængde med omkring seks procent om året for at skabe inflation. Det er alt for meget. Når pengemængden udvides, fører det til bobler og spekulation. Man bliver ved med at skabe og skubbe store problemer foran sig og vil ikke tage de nødvendige tilpasninger,« siger økonomen.