Tusindvis af sodavand blev konfiskeret i Nykøbing Falster under kontrolbesøg, som også afslørede ansatte på dagpenge og pension.
26. april 2010, 08:19 – opdateret 26. april 2010, 08:44
Vanen tro var der godt med gevinster, da Skat i weekenden foretog kontrolbesøg - denne gang i Nykøbing Falster og med fokus på reglerne om pant.
- Vi kigger ikke kun efter øl, vin, vand, sodavand og spiritus, men ser også efter andre punktafgiftspligtige varer som chokolade, slik og tobak, udtaler specialkonsulent Christina Harlou.
I fem af de seks besøgte virksomheder kneb det med at overholde reglerne, og det udløste blandt andet, at Skat beslaglagde næsten 5000 små og 1500 store sodavand.
Skat stødte på ansatte, som samtidig modtog dagpenge eller pension, og de bliver nu indberettet til deres kommuner. Der var også arbejdende personer, som angiveligt blot udførte en vennetjeneste, og så kneb det hist og her med at betjene kasseapparatet korrekt.
- Et par steder underviste vi medarbejderne i brugen af kasseapparater og gav nærmest et helt lille bogføringskursus, så vi ved næste besøg forhåbentlig ikke finder nogen fejl, lyder det optimistisk fra Christina Harlou.
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) bebudede i et interview med ErhvervsBladet for knap to uger siden en skærpet indsats mod snyd, og i sidste uge deltog han selv i en Skat-razzia mod en rockergruppe.






























































