Et taktisk valg udskrevet af en presset statsminister. Sådan lyder reaktionen fra 3Fs formand Poul Erik Skov Christensen.
24. oktober 2007, 13:27
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er presset og frygter de kommende overenskomstforhandlinger for de offentlige ansatte. Statsministeren vil nemlig ikke give de offentlige ansatte de nødvendige lønforhøjelser. Sådan lyder Poul Erik Skov Christensen, forbundsformand i 3Fs, kommentar til Foghs beslutning om at udskrive valg 13. november.
- Det er en ekstremt presset statsminister, der føler sig tvunget til at kaste håndklædet i ringen næsten halvandet år før valgperioden udløber. Derfor kommer valgkampen virkelig belejligt for alle os, der tror på en ny regering, siger han.
Forbundsformanden kalder valget en taktisk manøvre, som bagefter kan bruges til at tryne de offentlige ansatte ved et regeringsindgreb. Ved at holde valget før forhandlingerne, slipper regeringen for at skulle stå til ansvar for vælgerne bagefter, lyder kritikken.
/ritzau/






























































