Konkurrencestyrelsen vurderer, at kommunerne har overtrådt reglerne om udbud i forbindelse med køb af it-system.
7. juni 2010, 10:08 – opdateret 7. juni 2010, 10:09
I alt 34 kommuner er blevet undersøgt af Konkurrencestyrelsen for mistanke om at have overtrådt EU’s udbudsregler i forbindelse med køb af it-systemet Opus, som håndterer økonomi- og personaleforhold.
It-systemet blev leveret af KMD, uden at ordren blev sendt i udbud af kommunerne.
Nu er konkurrencestyrelsen nået frem til, at i hvert fald 29 kommuner har overtrådt reglerne.
- Kommunerne skal naturligvis overholde udbudsreglerne. Ved at skabe konkurrence om offentlige opgaver sikrer vi, at kommunerne får de bedste løsninger til prisen, siger Agnete Gersing, direktør i Konkurrencestyrelsen, i en pressemeddelelse.
- Erfaringerne viser, at en udbudsrunde i mange tilfælde giver kommunen en økonomisk gevinst. Samtidig skaber konkurrence om opgaverne grobund for udvikling af nye løsninger til gavn for hele samfundet, tilføjer hun.
Styrelsen har ikke bemyndigelse til at straffe kommunerne, men det har Klagenævnet for Udbud. Fra 1. juli får klagenævnet ifølge loven mulighed for at opløse kontrakter, hvis EU’s udbudsregler bliver groft overtrådt.
Foreløbig anbefaler Konkurrencestyrelsen de 29 kommuner at opløse aftalerne med KMD og gennemføre et udbud. Derudover opfordres kommunerne til at komme med en plan for, hvornår og hvordan kommunerne får styr på deres levering af it-systemer i henhold til udbudsreglerne.
De 29 kommuner, som, Konkurrencestyrelsen vurderer, har overtrådt EU’s udbudregler, er:
Albertslund, Assens, Brønderslev, Fredensborg,, Gribskov, Hedensted, Hillerød, Holstebro, Ishøj, Køge, Morsø, Norddjurs, Nordfyns, Nyborg, Odder, Randers, Rebild, Ringkøbing-Skjern, Roskilde, Skanderborg, Skive, Solrød, Sorø, Stevns, Struer, Thisted, Vallensbæk, Varde og Aabenraa.
De fem kommuner, som er undersøgt, men hvor Konkurrencestyrelsen vurderer, at EU’s udbudsdirektiv ikke er overtrådt, er:
Brøndby, Frederikssund, Rudersdal, Syddjurs og Århus.






























































