Beskæftigelsen i den offentlige sektor steg 3,1 pct. i tredje kvartal 2009 sammenlignet med året før. Især i regionerne stiger antallet af ansatte, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
23. marts 2010, 09:33 – opdateret 23. marts 2010, 09:41
De nye tal viser, at antallet af offentligt ansatte fortsætter med at stige i Danmark. I de tre første kvartaler af 2009 var stigningen fra tilsvarende kvartaler året før på mellem 2,1 pct. og 3,1 pct.
I staten er stigningen i tredje kvartal på 2,2 pct. i forhold til samme kvartal året før. Det svarer til 3.700 beskæftigede omregnet til fuld tid. I regionerne er stigningen på 4 pct., hvilket er en stigning på 4.700 fuldtidsbeskæftigede. I den kommunale sektor er beskæftigelsen steget med 3,2 pct. eller 14.000 fuldtidsbeskæftigede, i alt 22.400, oplyser Danmarks Statistik.
Tallene viser også, at den største stigning er sket inden for sundhedsvæsenet, hvor beskæftigelsen er steget med 4,2 pct. i tredje kvartal 2009 i forhold til tilsvarende kvartal året før. Det svarer til 6.900 fuldtidsbeskæftigede. Stigningen er fordelt med 2.200 flere beskæftigede i kommunerne, 4.600 i regionerne og 100 i staten.






























