Aldrig før har så mange danske virksomheder måttet dreje nøglen om. Men konkurskurven kan være knækket.
5. januar 2010, 06:47
Danske virksomheder har lidt voldsomt under finanskrisen i 2009, hvor i alt 5.879 virksomheder er gået konkurs. Det viser en opgørelse fra Experian, som samtidig oplyser, at tallet slår alle rekorder for tidligere registreringer af konkurser.
De knap 6.000 konkurser svarer til en stigning på 52,5 procent alene i forhold til 2008.
Hårdest ramt har Færøerne, Fyn og Østjylland været. I forhold til 2008 steg antallet af konkurser med 377 pct. på Færøerne i 2009, på Fyn gik 83,2 pct. flere virksomheder konkurs end året før, og i Østjylland steg antallet af konkurser med 76,6 pct. i samme periode.
Også iværksætterne har haft svære vilkår. I hele 2009 blev 18.241 selskaber etableret mod 27.303 etableringer i 2008. Det er et fald på 33,2 pct. og det laveste antal nyetablerede selskaber siden 2004.
Læs også: Ti konkurser i 2009
Selv om tallene for 2009 er dystre, er der dog et enkelt lyspunkt. Kurven for stigningen i konkurser kan nemlig være knækket. I hvert fald viste tal for december måned 2009 et fald i antallet af konkurser sammenlignet med samme måned året før, så kun 564 virksomheder gik konkurs i december 2009 mod 596 i december 2008. Det svarer til et fald på 5,4 procent.