Erhvervslivet lider store tab, mens politiet lover at sætte alt ind på at stoppe tyvene.
5. februar 2010, 06:38
De fleste kender en, der har haft en indbrudstyv på besøg i hjemmet. Vi hører om højkonjunktur for indbrud, stjålne fladskærme og listetyve, der vipper vindueskarmen af, mens man sover.
Men de kriminelle går i stigende grad efter de værdier, som private og offentlige virksomheder ligger inde med.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at mens antallet af indbrud i hjemmene steg med 11 procent fra 2008 til 2009, så oplevede virksomhederne 17 procent flere indbrud i samme periode. I konkrete tal svarer det til, at der sidste år blev brudt ind i 100 virksomheder - hver dag.
Læs i øvrigt om absurd sag, hvor butiksejer blev sigtet for at afsløre en tyv
Dyre forsikringer
- Det giver store tab for virksomhederne, fastslår Lars Alexander Burke, proces-direktør og advokat hos Dansk Erhverv.
Det sker, forklarer han, fordi varer og værdier forsvinder, selvrisikoen koster, flere indbrud medfører præmiestigninger på forsikringen, som enkelte hårdt ramte virksomheder slet ikke kan få.
Ifølge Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut bliver kun 60 procent af virksomhedsindbruddene erstattet via forsikringen. De sidste 40 procent medfører et tab for virksomhederne på omkring en halv milliard kroner, anslår det uafhængige videnscenter.
- Det er et stort problem for virksomhederne, opsummerer Lars Alexander Burke.
Især i Region Hovedstaden har tyvene haft ekstra travlt i 2009 i forhold til året før, idet antallet af indbrud steg med 22 procent.
- Virksomheder ligger inde med flere bærbare pc'er og fladskærme i receptionen end tidligere. Det går indbruds-tyvene efter, for det er let omsætteligt, lyder forklaringen fra Thomas Kousgaard, leder af den særlige indbrudsgruppe på Bellahøj Station i København.
Henrik Mikkelsen, politiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller, at problemet med flere indbrud kommer udefra.
Politiet ændrer fokus
- Vi har de kendte typer gerningsmænd, der laver bræk i erhvervslivet for at tjene hurtige penge. Men der er også kommet flere og flere østeuropæere, som slår til i ét geografisk område den ene dag og rykker videre dagen efter.
Den professionalisering af indbruddene har de hørt om hos brancheorganisationen Dansk Erhverv.
- Vi kender til eksempler, hvor folk lever så meget af indbruddene, at de annoncerer i Den Blå Avis med, hvad de kan tilbyde, og når de så har fået en bestilling, kører de ud, stjæler varerne og sælger dem videre. Det er et klart tegn på, at det er blevet langt mere professionelt og sat i system end tidligere, siger Lars Alexander Burke, proces-direktør og advokat hos Dansk Erhverv.
Ifølge Dansk Erhverv er alarmer og vagter »vejen frem«, men man begræder samtidig, at den negative tendens inden for indbrud har gjort det nødvendigt.
- Jo flere penge virksomhederne bruger på sikring, jo mere kan man aflæse det på bundlinjen. Det er lidt urimeligt, at man skal sikre sig så meget, mener Lars Alexander Burke.
Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg beklagede i sidste uge, at tyvene kunne sætte ny rekord i 2009, men sagde samtidig, at indbrud i år vil være et af de allerhøjest prioriterede områder.
- Hele staben hos dansk politi sætter fokus på indbrud generelt i år, så vi kan få knækket kurven, siger politiinspektør Henrik Mikkelsen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der nu vil oprette en særlig enhed, der sætter spot på indbruddene.
Læs også: Tyven er ofte en ansat






























































