Nu hæver realkreditten prisen voldsomt over for en stor del af dansk erhvervsliv - private lån kan følge efter.
30. marts 2010, 09:57 – opdateret 2. november 2010, 15:00
Denne gang er det Nykredit, der sidder på mere end 30 pct. af erhvervsmarkedet, som går i front med prishop på helt op til 50 procent. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Flere andre realkreditaktører har for nylig hævet priserne for erhvervskunder eller overvejer at gøre det. Den nye stigning i bidragssatserne kommer, efter at Nykredit sidste år hævede priserne for erhvervskunder, ligesom koncernen også har bebudet dyrere boliglån. Sidstnævnte er dog midlertidigt bremset af Konkurrencestyrelsen.
Realkreditten begrunder de højere bidragssatser med øgede omkostninger til kapitalfremskaffelse og ønsket om fortsat at kunne låne flere penge ud trods krisen, forklarer direktør for erhvervsområdet i Nykredit Henrik Rasmussen.
»Jeg kan godt forstå, at folk synes, det er træls med en bidragsstigning midt i finanskrisen, og for nogle kan den også synes stor. Men vilkårene er anderledes i forhold til september 2008. Det er vi nødt til at tilpasse vores forretning efter, ellers kan vi ikke opretholde udlånsvæksten,« siger han til Jyllands-Posten.






























































