Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ny boligvurdering giver skattechok

På trods af skattestoppet er en skatteregning på fire mia. kr. på vej ud til boligejerne, der kan kan se frem til en stigende skatteregning mange år frem i tiden.

En skatteregning på fire mia. kr. er på vej til landets boligejere. Det fremgår af beregninger foretaget af BRF Kredit på baggrund af den kommende ejendomsvurdering fra Skat, som dagbladet Børsen har fået adgang til.

Skat bebuder i dag, at vurderingen af parcelhuse pr. oktober 2007 på landsplan vil stige med 39 pct. samtidig med, at grundværdierne forhøjes med 50 pct. For sommerhuse er tallene hhv. 27 og 55 pct., mens vurderingerne af ejerlejlighedernes ejendomsværdier stiger 33 pct.

Dermed er der lagt op til, at kommunernes indtægter på skat af grundværdien, dvs. grundskylden, vil stige.

Grundskyld stiger i 21 år

I Frederiksberg er der lagt op til stigende grundskyld i de kommende 21 år, og i den anden ende af skalaen ligger Frederikshavn og Billund, hvor skatteregningen kan betales over blot to år.

»Jeg synes, det er noget svineri, at der er et hul i skattestoppet, der gør, at kommunerne kan blive ved med at skovle penge ind, i stedet for at være loyale overfor skattestoppet. I stedet for at holde grundskylden provenuneutral, som de burde, så udnytter kommunerne de her undtagelsesregler,« siger formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær, til dagbladet Børsen.

På trods af regeringens løfter om skattestop kan kommunerne fortsætte med at hæve grundskylden - den ejendomsskat der betales at selve grunden - så længe grundværdierne bliver ved med at stige.

Venstre: Der er et loft

Venstres skattepolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen mener dog kun, det er til boligejernes fordel.

»Skattestoppet er meget veldefineret, og det betyder, at ejendomsskatten er låst fast i kroner og øre, og der er et loft over grundskylden. Det er med til at sikre, at der ikke er nogen, der oplever, at deres ejendomsskat eksploderer fra det ene år til det andet. Det har været skattestoppets ABC siden 2001. Og jeg er sikker på at der er rigtig mange boligejere, som er glade for, at der er et loft over, hvor meget grundskyld, de kan komme til at betale,« siger han til Børsen.

Så på trods af skattestoppet skal den ekstra skatteregning altså betales, og boligejerne kan derfor se frem til en stigende skatteregning mange år frem i tiden. I stedet for at betale hele stigningen på en gang har regeringen nemlig sat et loft over, hvor meget grundskylden må stige hvert år.

En snigende regning

»På grundskylden har vi imidlertid ikke skattestop, men et skatteloft. Det betyder, at regningen løbende kommer snigende, idet beregningsgrundlaget her jo kan stige med den af Finansministeriet fastlagte reguleringsprocent. Sidste år var den 4,9 pct, og gennemsnitligt set har den siden 2001 været 5,6 pct.,« siger Mikkel Høegh, cheføkonom i BRF Kredit.

Han forklarer, at man de dyreste steder således i 2009 skal betale omkring 1.500 til 2.000 kr. mere i årlig grundskyld, og det er en udvikling, der vil fortsætte de næste mange år, skriver Børsen.

 




Markedet lige nu