Snif frugt mod stress

Tirsdag den 18. august 2009, 07:12

Duften af blandt andet mango og lavendel kan ifølge japanske forskere være med til at reducere stress

Mange virksomheder har indført frugtkurve i forsøget på at styrke sundheden blandt deres ansatte gennem en mere fornuftig kost. Men måske er der en idé i at lugte til de grønne glæder i stedet for at tygge dem, skriver Magasinet Arbejdsmiljø. I hvert fald viser forskningsresultater fra det tekniske forskningscenter hos virksomheden T. Hasegawa Co i japanske Kawasaki, at duften af blandet andet mango, citron og lavendel kan være med til at dæmpe stress, samtidig med at det styrker immunforsvaret.

– Det at inhalere duftstoffer fra udvalgte planter er længe blevet brugt til at hjælpe med at dæmpe stress, bekæmpe infektioner og som sovemiddel, forklarer forskningsleder Akio Nakamura.

Rolige rotter

Ifølge forskningsrapporten, der for nylig blev offentliggjort i Journal of Agricultural and Food Chemistry, er det stoffet linalool, som bl.a. findes i mange planter og krydderier, der giver den stressdæmpende effekt.

Forskerne udsatte forsøgsrotter for forskellige stressfremkaldende situationer enten med eller uden inhalering af linalool. Resultaterne viste, at de rotter, som fik næseborene fyldt af duftstoffet, i modsætning til deres frugtfrie kolleger havde et stort set normalt stressniveau. Ulempen ved stoffet linalool, som også bruges i mange former for shampoo og rengøringsmidler, er til gengæld, at det er kendt som stærkt allergifremkaldende.

Derfor har det også siden 2005 været et af 26 navne på EU’s liste over stoffer, man skal være særligt opmærksom på.

-ulha