Danskere tager ikke til udlandet
Onsdag den 18. august 2010, 08:14
Danskerne drømmer om at arbejde i udlandet. Men de tror ikke, det vil forbedre deres liv og derfor gør de det ikke.
Egentlig vil danskerne gerne arbejde i udlandet. Så gerne, at en undersøgelse fra Eurobarometer fra EU-Kommissionen viser, at de er det folkefærd i unionen, der er mest interesseret i at tage et udenlandsk job. De gør det bare ikke. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Mens over halvdelen af danskerne svarer, at de er interesseret i et udenlandsk job, er det kun syv procent, der tror, at udenlandske arbejdsgivere vil give dem bedre arbejdsforhold. Og otte procent som mener, at det vil give højere livskvalitet at søge ud af Danmark.
– Selvfølgelig er der gode vilkår i Danmark. Men det er jo forkert, hvis man forestiller sig, at man ikke kan få bedre forhold andre steder, siger professor Tor Eriksson fra Handelshøjskolen i Århus til Magasinet Arbejdsmiljø.
Læs også på evb.dk:
Danskerne vil ikke være chefer
Danskerne har 60 mia ekstra til forbrug
Hvert fjerde danske job kan flyttes til udlandet
Andre vil heller ikke til Danmark
Danskerne har en opfattelse af sig selv som kosmopolitter, forklarer han. Men samtidig er vi ikke særligt mobile, påpeger han over for magasinet. Danskerne flytter ikke meget rundt i deres eget land, og Danmark har kun få internationale organisationer og multinationale selskaber. Derfor er der også færre muligheder for at blive sendt ud i verden som ansat.
– Det kan godt være, de svarer, at de gerne vil. Men de gør det ikke, siger Tor Eriksson.
Omvendt er det nok godt, hvis vi holder på den arbejdskraft, der nu er. Kun tre procent af de øvrige EU-borgere ser Danmark som et land, de er interesseret i at bo og arbejde i.