Kornpris boomer - dyrere øl og brød på vej?
Tirsdag den 3. august 2010, 10:46
Ikke siden de tidlige 1970'ere er prisen på hvede steget så kraftigt som nu. Det vil bl.a. føre til dyrere brød, øl og fjerkræ. Grunden er omfattende tørke i Rusland.
Den omfattende hedebølge i Rusland er ikke længere blot et lokalt problem. Tørke i Rusland, Ukraine og Kasakhstan fører til den største prisstigning på hvede i mere end tre årtier.
Iagttagere vurderer, at prisstigningerne er så voldsomme, at det vil føre til højere priser på hvedebaserede produkter som brød og kiks ifølge Financial Times.
Læs også: Eksperter: Huspriserne vil falde igen
Også byg til foder og malt stiger i pris, hvilket også kan fordyre f.eks. øl og fjerkræ, skriver finansavisen.
Prisen på europæisk hvede steg mandag med otte pct. til 211 euro pr. ton, svarende til ca. 1.572 kr. - det højeste niveau i to år. Prisen på hvede er dermed steget næsten 50 pct. siden udgangen af juni.
Læs også: Guldet lokker med rekordpriser
Lukket for eksport
"Det er den største prisstigning på hvede, vi har set siden 1972-73. Branchen kan ikke ignorere en prisstigning på 50 pct.," siger Gary Sharkey, der er ledende indkøber i Premier Foods til Financial Times.Prisstigningerne skyldes den værste tørke i et århundrede i Rusland, Kasakhstan og Ukraine, der er kendt som "Europas kornkammer". De tre lande er i top-ti blandt verdens hvede-eksportører, men tørken kan føre til begrænsninger på eksporten.
Læs også: Forbrugerne holder stadig på pengepungen
Det indførte Rusland seneste under fødevarekrisen i 2007-2008, og det kan blive relevant igen, hvor produktionen står over for en nedgang på hele 27 pct.