Katja K
Fredag den 6. august 2010, 13:49
Undertøj er det naturlige skridt videre fra en karriere som afklædt. Men her gik det knap så godt.
Den tidligere internationalt berømte pornostjerne og skuespiller Katja K kom ellers nogenlunde fra start, da hun lancerede Katja K Underwear i sit eget selskab Brandbart ApS. Og i et enkelt regnskabsår efter opstarten i 2005havde hun da også sorte tal på bundlinjen.
Men det holdt ikke længe, og i januar 2009 måtte Katja K, der i dag bærer navnet Sussie La cour, dreje nøglen om.
- Jeg har truffet beslutning om ikke at videreføre mit lingeri firma. En medvirkende årsag er den skærpede konkurrence og nedgang i omsætning på det marked, hvor vores produkter afsættes. Vi har vurderet, at udsigten til at kunne drive en fornuftig forretning og opnå en tilfredsstillende indtjening, under de nuværende ugunstige konjunkturer, ikke er til stede. Derfor stopper jeg den del af mine aktiviteter, og det sker med en helt udramatisk konkurs af mit lingerifirma, forklarede Katja K dengang i en mail til ErhvervsBladet.